Hun sidder i husarrest som mistænkt i en stor korruptionssag. Men nu vil græske Eva Kaili tilbage til sit job i Europa-Parlamentet.
Det skriver Politico.
Til mediet siger hendes advokater, at den græske socialist Kaili er på vej tilbage nu.
Det græske Europa-parlamentsmedlem er, sammen med to andre, mistænkt for at have modtaget penge fra Qatar, som de så skulle have arbejdet aktivt for i parlamentet.
Under en husransagelse blev der blandt andet fundet godt en million kroner i Kailis belgiske hjem.
Hun sagde under anholdelsen i december, at hun ikke anede, hvor de penge stammede fra.
Kaili var inden anholdelsen en af parlamentets 14 næstformænd.
Så snart hendes husarrest er ophævet, har hun tænkt sig at genindtræde i Europa-Parlamentet.
Og det kan hun sagtens gøre, fortæller EUs juridiske afdeling til Politico. Også selvom der stadig vil køre en sag mod hende.
Det er kun den græske regering, der kan stoppe hende.
Hun hæver således også stadig sin grundløn på godt 75.000 kroner om måneden.
Vicepræsidenten for Europa-Parlamentet, Katarina Barsley, er alt andet end tilfreds med udsigten til at få Kaili tilbage, mens der stadig køres en korruptionssag.
Til Bild siger hun:
»Eva Kailis forsøg på at fremstille sig selv som et offer er upassende. I stedet bør hun overveje, hvordan hun begrænser skaderne – for eksempel ved at deltage fuldt ud i opklaringen af, hvad der er sket, og hun burde udvise tilbageholdenhed, indtil afgørelsen i hendes sag er truffet.«