Den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump er kommet i massiv modvind, efter at han mandag kom med en kontroversiel udmelding om, at muslimer bør nægtes indrejse til USA.

Udmeldingen har især skabt røre i Storbritannien, hvor en gruppe borgere har startet en underskriftsindsamling med henblik på at forbyde den republikanske præsidentkandidat i at rejse ind i Storbritannien.

På under 24 timer har mere end 150.000 borgere skrevet under på underskriftsindsamlingen ’Block Donald J Trump from UK entry' (blokér Donald J Trump fra at rejse ind i Storbritannien, red.), som ligger på parlamentets hjemmeside. Det skriver BBC.

»Storbritannien har nægtet adgang over for mange enkeltpersoner for hadefulde tilkendegivelser. Det samme princip bør gælde for alle, der ønsker at komme til Storbritannien,« lyder det fra borgerne bag afstemningen.

På grund af underskriftsindsamlingens store omfang, kan forslaget principielt blive en realitet. Det skyldes, at underskriftsindsamlinger med over 100.000 underskrifter kan tages til debat hos den lovgivende myndighed. Det er dog endnu uvist, om underskriftsindsamlingen skal tages op i det britiske parlament.

Den britiske finansminister George Osborne mener ikke, at et forbud mod den amerikanske rigmand er den rigtige vej at gå.

»Jeg tror, den bedste måde at konfrontere Donald Trumps synspunkter er ved at engagere ham i en demokratisk diskussion om, hvorfor han er helt forkert på den i forhold til muslimer,« siger George Osborne ifølge Reuters.

Underskriftsindsamlingen begyndte tirsdag eftermiddag, efter at Donald Trump udsendt en pressemeddelelse, hvor han appellerer til, at alle muslimer bør nægtes indrejse til USA.

Det drastiske skridt er ifølge Trump nødvendigt, fordi flere undersøgelser har vist, at store dele af den muslimske befolkning nærer et stort had mod amerikanerne.

»Uden at kigge på forskellige data er det tydeligt for enhver, at hadet er helt uden fortilfælde. Hvor hadet kommer fra og hvorfor, bliver vi nødt til at fastslå,« lyder det ifølge The New York Times i republikanerens pressemeddelelse.

Heri fremgår det desuden, at forslaget kommer som følge af terrorangrebene i Paris den 13. november og terrorangrebet i San Bernardino i Californien i sidste uge, hvor et ægtepar dræbte 14 personer og bagefter erklærede troskab med Islamisk Stat.

»Indtil vi kan bestemme og forstå dette problem og den alvorlige trussel, det medfører, kan vores land ikke være offer for forfærdelige angreb foretaget af mennesker, der kun tror på jihad og som ikke har nogen form for respekt for menneskeliv,« lyder det endvidere fra den amerikanske præsidentkandidat.

Donald Trump var hidtil kandidat til at blive republikanernes bud på USA’s næste præsident. Men efter sin kontroversielle udtalelse er han helt usædvanligt blevet ’diskvalificeret’ som præsidentemne. Det kom frem på et pressemøde i Det Hvide Hus tirsdag:

»Faktum er, at Donald Trumps udtalelser fra i går, diskvalificerer ham fra at tjene som præsident,« meddelte pressechefen for Det Hvide Hus, Josh Earnest, ifølge CNN tirsdag eftermiddag.