Forrige uge landede et fly med 68 passagerer ombord på den lille ø St. Helena, der ligger næsten 2.000 km. ud for det sydvestlige Afrika.

Landingen fandt sted over ti år efter byggeriet af lufthavnen begyndte og over et år efter den officielle åbning. Byggeriet af St. Helena Airport er løbet op i næsten 2,4 milliarder kroner – og nu håber de 4.500 indbyggere på øen, der er et britisk oversøisk territorium, at den kan være begyndelsen på en ny æra.

St. Helena har hidtil været et af de mest afsides beliggende steder – som kun kunne nås med postbåden fra Cape Town nogle gange om ugen. En tur, der varer seks døgn.

Det skulle være slut, besluttede regeringen i London allerede i 2005, men problemer med at finde et passende sted kombineret med finanskrisen betød, at der først blev underskrevet en kontrakt om byggeriet i 2011. Dengang anslog de lokale myndigheder, at lufthavnen ville tiltrække 30.000 turister årligt og gøre øen økonomisk uafhængig af Storbritannien.

LÆS OGSÅ: Nu taler Anna Mee ud efter bryllups- og festlokalefidus: 'Jeg tænkte ikke over det'

Officielt åbnede lufthavnen i juni 2016, men her sluttede problemerne ikke. Store fly kunne nemlig ikke lande i lufthavnen på grund af kraftige vinde. Under en testflyvning lykkedes det først et fly fra British Airways at lande i tredje forsøg. Siden da har kun små privatfly fået lov til at lande.

Guvernøren på St. Helena håber, at turisterne vil valfarte til den isolerede ø som følge af ruteflyene. Her ses hovedstaden Jamestown.
Guvernøren på St. Helena håber, at turisterne vil valfarte til den isolerede ø som følge af ruteflyene. Her ses hovedstaden Jamestown.
Vis mere

I en rapport fra det britiske underhus sidste år kaldes det 'rystende', at ingen tilsyneladende havde forudset betydningen af de svære vejrforhold på øen. Den konservative politiker Stephen Philips betegner i rapporten lufthavnen som en '2,4 milliarder kroner dyr hvid elefant, som hverken betjener folket eller skatteyderne, der dækker regningen.'

'Ministeriet for International Udvikling (som har ansvaret for de oversøiske territorier, red.) var undvigende, når det kom til at placere et ansvar, og har stadig ikke stillet nogen til regnskab hverken internt eller eksternt', står der i rapporten.

Men efter at flyet forleden lykkedes med at lande i første hug, har flere rejsearrangører fattet interesse for destinationen i Atlanterhavet. Flyselskabet South African Airlink har bestemt sig for at begynde flere ruteflyvninger til øen fra Namibia og Sydafrika.

»Der er ingen tvivl om, at 2017 bliver et år med positiv forandring for St. Helena. Snart vil det kun tage timer og ikke dage for os at rejse til Sydafrika, og vi vil kunne byde langt flere turister velkommen. Det vil hjælpe økonomien og gøre livet bedre for dem, der bor her,« sagde øens guvernør, Lisa Philipps ifølge Dagbladet.

Øen, der blot er 16 km lang, er den anden ældste af de tilbageværende britiske oversøiske territorier efter Bermuda. Den blev opdaget af portugiserne i 1502 og blev britisk koloni i 1658. Napoleon døde på St. Helena i 1821 efter seks år i eksil, og hans sidste hjem, Longwood House, fungerer i dag som museum.