En større eftersøgning er nu sat i gang.

Mandag fandt et jordskælv sted ved byen Cianjur i Indonesien på landets hovedø, Java. Det har indtil videre kostet 252 personer livet, og nu er redningsarbejdet gået i gang for at finde overlevende.

Det skriver News.com.au.

31 personer savnes, og 377 personer er tilskadekomne. 7060 har mistet deres hjem.

Jordskælvet satte efterfølgende gang i et jordskred. News.com.au har talt med redningsarbejderen Dimas Reviansyah, der fortæller, at man blandt andet har brugt motorsave og gravemaskiner for at nå ind til personer, som kan have overlevet.

»På vegne af mig selv og regeringen, så vil jeg gerne udtrykke min dybeste medfølelse og tanker til de efterladte,« siger Dimas Reviansyah.

Rudy Saladin, som er leder af en lokal militærafdeling, frygter, at man ikke har set de sidste ofre.

»Der er en risiko for, at der stadig er flere ofre tilbage,« siger han.

Tirsdag morgen lokal tid har 89 procent af Cianjur fået strøm igen efter jordskælvet.

Jordskælvet havde en beregnet styrke på 5,6, og rystelserne skete i cirka 10 kilometers dybde.

Cianjur ligger cirka 100 kilometer sydøst for hovedstaden Jakarta.