Lyt til artiklen

De seneste dage har 'nogle af de mest intense beskydninger i konflikten' fundet sted nær den ukrainske by Kherson.

Men særligt ét spørgsmål melder sig i den forbindelse:

Hvorfor bruger de russiske styrker deres ammunition på det?

Svaret på det står ifølge den seneste efterretningsanalyse udarbejdet af det britiske forsvarsministerium ikke klart.

Her ses ukrainske brandfolk arbejde i et hus i Kherson 29. januar.
Her ses ukrainske brandfolk arbejde i et hus i Kherson 29. januar. Foto: GENYA SAVILOV
Vis mere

»De seneste dage har nogle af de mest intense beskydninger i konflikten sandsynligvis fundet sted langs Dnepr-floden i det sydlige Ukraine. Dette har inkluderet fortsat russisk beskydning af byen Kherson fra artilleri på den østlige del af floden,« lyder det i analysen.

Byen Kherson var en af de første til at falde til de russiske styrker, efter den russiske præsident, Vladimir Putin, indledte sin invasion af nabolandet i slutningen af februar sidste år.

I efteråret formåede de ukrainske styrker i en kontraoffensiv at genvinde den og få de russiske styrker til at trække sig tilbage fra området.

Det har dog ikke stoppet de russiske styrker i at angribe området ved byen, og den 29. januar kunne de lokale myndigheder meddele, at yderligere tre civile var blevet dræbt i byen, mens to skibe, der sejlede under udenlandske flag, var blevet beskadiget på floden, hvilket førte til et olieudslip.

Her ses ukrainske brandfolk arbejde i Kherson 29. januar.
Her ses ukrainske brandfolk arbejde i Kherson 29. januar. Foto: GENYA SAVILOV
Vis mere

»Kherson er fortsat den mest konsekvent beskudte store ukrainske by uden for Donbas (i det østlige Ukraine, red.). Ruslands præcise rationale for at bruge sine drænede ammunitionslagre her er uklart,« lyder det fra det britiske forsvarsministerium i analysen, som fortsætter:

»Kommandørerne sigter dog sandsynligvis delvist efter at forringe den civile moral og forhindre ukrainske modangreb på tværs af Dnepr-floden.«