I næsten tre årtier har den danske superproducer og hitmager Carsten 'Soulshock' Schack omgivet sig med superstjerner som Whitney Houston, Madonna, Pitbull og Monica.

Men alverdens superstjerner kan ikke måle sig med familiens kærlighed og nærhed.

Og i et ekslusivt interview med BT siger Soulshock, der 27. februar mistede sin elskede kone Charmayne 'Maxee' Maxwell således:

»Vi har overvejet at flytte hjem til Danmark.«

LÆS OGSÅ

Ikke småting for én af soul- og rapmusikbranchens mest succesfulde personligheder, der har boet fast og drevet sin millionforretning i Los Angeles siden 1993.

Men nu er Carsten Schack alene med parrets 10-årige søn Nicolaj, der var lagt i seng, da Charmayne Maxwell den næstsidste aften i februar faldt og slog baghovedet imod terassens betongulv.

LÆS OGSÅ

Den følgende lørdag morgen skulle Nicolaj og hans forældre have deltaget i et fodboldstævne. Og da BT spørger til lille Nicolaj velbefindende efter moderens død, siger Soulshock:

»Han har det efter omstændighederne godt. Vi har fået en speciel børneterapeut til at hjælpe. Hun hjælper mig med at guide Nicolaj igennem den svære tid. Maxee og Nicolaj var meget tæt knyttet til hinanden.«

Og Soulshock, der var gift med Maxee i over 20 år, fortsætter:

»Hun var den mest utrolige mor, så det er meget hårdt for os begge«.

LÆS OGSÅ

Lørdag morgen klokken 9:00 er venner og familie inviteret til en privat mindegudstjeneste for Charmayne 'Maxee' Maxwell i Los Angeles.

Kendte og ukendte venner og familiemedlemmer vil møde op for at støtte enkemanden og parrets 10-årige søn Nicolaj. De vil alle fejre Charmayne Maxwells liv og minde. Og Soulshock fortæller BT:

»Det er planlagt, at jeg skal holde tale. Men jeg ved ikke, om jeg kan klare det.«

I tidligere interview med BT har Soulshock gang på gang understreget, hvor højt han elsker sin kone og hvor meget familien betyder ham. Og derfor har alle sørget for, at enkemanden ikke er alene i denne svære tid.

»Mine forældre og venner er ankommet fra Danmark. Det er dejligt. Og en af forældrene til Nikolajs bedste ven, der selv har en dansk mor, har været en kæmpe støtte,« siger Carsten 'Soulshock' Schack til BT.

Charmayne Maxwell døde, da hun 27. februar fald og slog baghovedet ned i familiens terassegulv, der er lavet af beton. I faldet ramte hun også to stykker glas, der skar hende i nakken.

Patologisk institut i Los Angeles har foretaget adskillige undersøgelser. Og de er kommet til den konklusion, at der var tale om et sort, men også hændeligt uheld.

Soulshock var ikke selv hjemme, da ulykken skete.