De britiske myndigheder frygter, at et storstilet terrorangreb med brug af kemiske hjælpemidler kan være under opsejling. Muligvis har terroristerne en britisk kystby i kikkerten som kommende gerningssted.

Amerikanske efterretningstjenester havde i forvejen advaret deres kolleger i Storbritannien om, at en videnskabsmand fra Syrien kunne være ved at forberede et terrorangreb under dække af at være flygtning. Den frygt fik ifølge avisen Daily Express yderligere næring, da tyske politistyrker 20. december i kølvandet på det blodige terrorangreb med en lastbil mod et julemarked i Berlin lave en storstilet ransagningsaktion i den tidligere Tempelhof-lufthavn, der nu huser Tysklands største flygtningelejr.

De mere end 250 deltagende politifolk gik minutiøst til værks, og fandt blandt andet et delvist forkullet stykke papir, som fik dem til at spærre øjnene op. Det indeholdt angiveligt detaljerede oplysninger om et specifikt kemisk terrorangreb i Storbritannien, hvor navnene på to byer også var nævnt. Tyske efterretningsfolk orienterede ifølge Daily Express øjeblikkeligt deres engelske kolleger i efterretningstjenesten MI5 om det opsigtsvækkende fund, og avisen skriver søndag, at der nu er iværksat en konkret overvågning mod de formodede mål.

I Storbritannien tager man oplysningerne fra Berlin ekstra alvorligt, fordi amerikanske efterretningstjenester i forvejen har advaret briterne om, at der kunne lure en trussel om en form for kemisk angreb fra en syrisk videnskabsmand i 30'erne, der menes at være søgt til Vesteuropa som flygtning. Amerikanske agenter har angiveligt været i hælene på manden, der har været trænet under Assad-regimet, efter han rejste fra den syriske hovedstad Damaskus, men nu har man tabt færten. Han menes at have spillet en hovedrolle i nogle af de kemiske angreb, hvor der er blevet brugt giftgas ved angreb mod landets civilbefolkning.

Den syriske videnskabsmand menes ifølge anonyme efterretningskilder ikke at være blevet trænet i at holde sig skjult som terrorist. Det har øget bekymringen for, at han kan have opsøgt radikaliserede sympatisører, der allerede er på plads i Vesteuropa og vil kunne assistere ham på det praktiske plan.

I forvejen er det kun et par dage siden, at den britiske minister for national sikkerhed, Ben Wallace advarede om, at befolkningen skulle være forberedt på risikoen for et storstilet angreb, der kunne omfatte kemiske våben. Og samtidig erkende den mest højtstående brandchef i Storbritannien, at risikoen for et kemisk terrorangreb i landet er en »kæmpe bekymring« for myndighederne.

I 2013 destruerede koalitionsstyrkerne 600 tons kemimiske midler, som Assad-styret brugte til at fremstille giftgasbomber med nervegassen sarin og sennepsgas.