Der har været utallige positive meldinger om forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine det seneste døgn.
Men i virkeligheden skal vi måske slå koldt vand i blodet. For hvad ved vi egentlig?
»Vi ved i virkeligheden ikke, hvad de er blevet enige om ved forhandlingerne,« siger lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jakob Tolstrup.
Han følger selv forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine tæt.
Og han kan kun for alvor komme på én enkelt ting, som er blevet bekræftet, efter tirsdagens forhandlinger blev afsluttet.
»Vi ved kun, hvad russerne også meldte ud efterfølgende. Og det er, at de vil trække deres tropper tilbage fra områderne omkring Kyiv og Tjernihiv, som er meget bekvemt, da de har lidt store tab her,« siger Jakob Tolstrup.
I timerne efter meldingerne om den russiske tilbagetrækning var der dog fortsat meldinger om kampe og beskydninger nord for Kyiv.
Og man skal heller ikke nødvendigvis tage udmeldingen for gode varer, forklarer Jakob Tolstrup.
»Det kan sagtens være en del af russernes spil. Og vi har før set, at de melder noget ud og så ikke følger det,« forklarer han.
Nogle af de meldinger, som er kommet ud fra møderne, går umiddelbart på, at Ukraine med præsident Zelenskyj skulle være parat til at undsige sig NATO-medlemskab og blive neutrale.
»Det har Zelenskyj sagt i nogle uger. Men han har også sagt, at hvis Ukraine ikke skal med i NATO, så skal de have andre sikkerhedsgarantier for, at Rusland ikke bare gentager invasionen om nogle måneder. Men hvilke lande skal stå for dem? Det er en stor knast,« siger eksperten.
Der er endnu et stykke vej, før Jakob Tolstrup vil kalde forhandlingerne for positive fremskridt mod fred.
»Bare det, at de taler, det er positivt,« siger Jakob Tolstrup.
Han lister også et par punkter op, som vil være noget, man kan holde øje med, hvis forhandlingerne virkelig udvikler sig i en positiv retning.
»Hvis de fortsat taler sammen ved ugens slutning, så er det en positiv markør,« siger Jakob Tolstrup og kommer til den helt store.
»Hvis Putin på et tidspunkt går ud og siger noget om forhandlingerne, så er det en positiv markør. Og han har endnu ikke sagt noget.«