Lyt til artiklen

Vi nærmer os begyndelsen på enden.

For efter endnu et ministerexit onsdag aften, hvor den britiske indenrigsminister Suella Braverman er trådt tilbage, vurderer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, nu, at tiden for den britiske premierminister, Liz Truss, er ved at være forbi.

»Hvis hun (Truss red.) skal have en chance for at klare sig videre, så skal hun have en loyal kerne, som står omkring hende. Og når sådan noget, som det her sker, så tror jeg næppe, at det slutter her. Der skal nok komme flere, der følger trop,« understreger han.

Han kalder Suella Braverman for »en stor spiller i partiet,« og hendes farvel puster yderligere til regeringens i forvejen voksende problemer.

Derfor er det også snart tid til at kaste håndklædet i ringen.

»Og det, tror jeg, bliver i morgen ovenpå de fuldkommen vanvittige uger. Der er også bare et breaking point for alting, og det er der også for Truss,« forklarer han og fortsætter:

»Hun skal hvert fald være gjort af et særligt masochistisk stof for at gide at blive siddende.«

Bravermans afgang skyldes angiveligt en personlig fejl hos ministeren selv, der udgør et brud på reglerne. Her havde hun sendt et officielt dokument fra sin personlige mailadresse til et betroet parlamentsmedlem.

Det forklarer hun i sit brev til premierministeren. Men hun retter også kritik mod Truss' regering i opsigelsen.

»De ord, hun giver med på vejen, er så fordømmende og hårde, som de overhovedet kan være,« fortæller Illeborg.

»Om det er rotterne, der forlader skibet, eller om det blive begyndelsen på enden for Truss – en af de analogier bliver det hvert fald.«

Truss har allerede meldt ud, at den nye indenrigsminister bliver 54-årige Grant Shapps.