En stribe potentielt sprængfarlige politiske nyheder er i løbet af få timer landet på den amerikanske præsidents skrivebord.

Den fyrede FBI-direktør James Comey har sagt ja til at vidne i en offentlig høring, der vil finde sted den 29. maj.

Det skriver Senatets efterretningskomité i en pressemeddelelse, natten til lørdag dansk tid, ifølge flere amerikanske medier, herunder CNN.

Høringen kan vise sig at blive en politisk bombe under USA's præsident Donald Trump, da den er et led i en omfattende undersøgelse, der ser på mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i fjor.

To unavngivne kilder har samtidig oplyst til CNN, at advokater i det Hvide Hus lige nu ser på muligheden for en rigsretssag mod USA's 45. præsident.

Kilderne fortæller til det amerikanske medie CNN, som Trump flere gange har anklaget for at stå bag fake news, at advokaterne har forhørt sig hos eksperter i strafforfølgelse, og at de altså nu arbejder hen mod målet om at indlede en rigsretssag.

Det Hvide Hus afviser dog, ifølge CNN, at advokater nu er i gang med at indsamle materiale med henblik på en mulig rigsretssag.

'Det er ikke rigtigt', lyder det i en erklæring.

FBI-direktøren James Comey blev den 9. maj fyret af USA's præsident Trump, hvilket kom som et chok og en overraskelse for de fleste. Ikke mindst for Comey selv, da han ifølge amerikanske medier tilfældigvis opdagede nyheden om sin fyring på tv midt under en tjenesterejse, hvor han skulle holde tale for FBI-medarbejdere.

Den officielle forklaring fra Det Hvide Hus lød, at Comey fik sparket på grund af sin håndtering af Clintons e-mail-sag, hvor FBI har undersøgt den tidligere præsidentkandidats brug af en privat e-mail-server, da hun var udenrigsminister.

Og for nylig kom det så frem i amerikanske medier, at Trump i et notat havde givet besked til James Comey om ikke at gå videre med den igangværende undersøgelse, der bl.a. omfatter Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og dennes relation til den russiske regering. USA's præsident har dog benægtet at have bedt Comney om at droppe undersøgelsen af Michael Flynn.

Flynn blev fyret som national sikkerhedsrådgiver i februar for bl.a. at have leveret urigtige oplysninger til Mike Pence, Trumps nuværende vicepræsident, om sine samtaler med den russiske ambassadør i Washington.

Her ses Donald Trump sammen med sin vicepræsident Mike Pence (tv.) og sin kone og førstedame Melania Trump. Billedet her er fra den 19. maj på plænen foran Det Hvide Hus i Washington. 
Her ses Donald Trump sammen med sin vicepræsident Mike Pence (tv.) og sin kone og førstedame Melania Trump. Billedet her er fra den 19. maj på plænen foran Det Hvide Hus i Washington.  Foto: MICHAEL REYNOLDS
Vis mere

Fredag aften dansk tid hældte den amerikanske avis New York Times, set med den fyrede FBI-direktør James Comeys øjne, benzin på bålet, da avisen bragte den opsigtsvækkende nyhed om, at man havde fået læst op af et notat fra Det Ovale Værelse, der opsummerede et møde mellem Trump og russiske embedsmænd. Her skulle Trump have sagt om fyringen af den i dag forhenværende FBI-chef Comey:

»Jeg har lige fyret chefen for FBI. Han var skør, virkelig en tosse,« hvorefter præsidenten uddybede:

»Jeg var under stort pres på grund af Rusland. Det er lettet nu.«

Og den amerikanske præsident trak yderligere en overskrift fredag, da det anerkendte medie Washington Post breakede nyheden om, at efterforskere nu ser nærmere på en unavngiven person i Det Hvide Hus, der er tæt på Trump.

Ifølge avisens kilder har efterforskerne fattet interesse for personen i forbindelse med en mulig koordinering mellem Donald Trumps valgkampagne i fjor og Rusland.

Personen skulle være en såkaldt 'senior White House adviser', eller på dansk toprådgiver i Det Hvide Hus, oplyser kilderne til Washington Post.

Det Hvide Hus har imidlertid afvist historien fra det anerkendte amerikanske medie.

På billedet fra venstre mod højre: Donald Trump i det ovale værelse sammen med stabschef Reince Priebus, vicepræsident Mike Pence, seniorrådgiver Steve Bannon, pressesekretær Sean Spice og den forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn. 
På billedet fra venstre mod højre: Donald Trump i det ovale værelse sammen med stabschef Reince Priebus, vicepræsident Mike Pence, seniorrådgiver Steve Bannon, pressesekretær Sean Spice og den forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.  Foto: JONATHAN ERNST (arkiv).
Vis mere