Skiftet fra det bordeauxrøde til det gamle blå pas skal genoprette briternes identitet, siger regeringen.

London. Når Storbritannien har forladt EU i 2019, får briterne deres gamle blå pas tilbage.

Det sker "for at få genoprettet vores nationale identitet", oplyser den britiske regering i en meddelelse fredag.

Storbritannien vil således udfase det nuværende bordeauxrøde pas - som de fleste EU-lande bruger - efter brexit, lyder det.

- Det britiske pas er et udtryk for vores uafhængighed og suverænitet. Det symboliserer vores statsborgerskab af en stolt, stor nation, udtaler premierminister Theresa May.

- Derfor har vi meddelt, at det ikoniske blå pas vender tilbage, når vi forlader EU i 2019.

Politikere, der støtter Storbritanniens exit fra Den Europæiske Union, er begejstret over den stærkt symbolske ændring.

- At forlade EU giver os en enestående mulighed for at genoprette vores nationale identitet og skabe en ny vej for os selv i verden, siger migrationsminister Brandon Lewis.

Han tilføjer, at det nye pas vil være "et af de mest sikre rejsedokumenter i verden". Passet vil således komme med en række opdaterede sikkerhedsforanstaltninger, der skal beskytte mod svindel og forfalskning.

Eksempelvis vil den nuværende papirbaserede billedside blive erstattet af et stærkere plastikmateriale, der er sværere at ændre.

Britiske pas havde mørkeblå forsider fra 1921. Men i 1988 skiftede Storbritannien til bordeaux ligesom mange andre nationaliteter under Den Europæiske Union.

Storbritannien forlader efter planen EU i marts 2019. Herefter vil de bordeauxrøde pas fortsat blive udstedt - dog uden henvisning til EU - frem til oktober 2019, hvor de mørkeblå pas begynder at blive indfaset.

Nuværende EU-landes pas indeholder fælles, men ikke-bindende, karakteristika, der er aftalt af medlemsstaterne. Det gælder blandt andet den bordeauxrøde farve, skrifttypen og ordene "Den Europæiske Union" over landenavnet på forsiden.

/ritzau/AFP