Lige nu ser det ud til, at trafikken på sociale medier i Tyrkiet er faldende.

Det sker, efter en stor eksplosion fandt sted i Istanbuls travle handelsgade Istiklal tæt på Taksim-pladsen omkring klokken 16.20 lokal tid.

Indtil videre har seks personer mistet livet, og 53 personer meldes såret.

Straks efter eksplosionen florerede der videoer og billeder fra ulykkesstedet på sociale medier som Twitter og Instagram.

Redningsmandskab på stedet i fuld gang med at tilse de sårede.
Redningsmandskab på stedet i fuld gang med at tilse de sårede. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det ser ud til, at de tyrkiske myndigheder nu forsøger at styre folks adgang til sociale medier i landet.

Det skriver netmediet NetBlocks, der overvåger trafik på internettet.

Ifølge mediet har flere internetudbydere begrænset adgangen fra deres kunder til sociale medier.

Det sker, efter Tyrkiets Radio- og Tv-råd kaldet RTUK har indført et forbud mod søgninger på ordet eksplosioner.

Forbuddet går ud over Twitter, Instagram, Facebook, YouTube og nogle Telegram-kanaler, viser live data fra NetBlocks.

Det er blandt andet Türk Telecom, der er en af landets største internetudbydere, der har lukket ned for adgangen til de populære medier.

Årsagen til eksplosionen kendes fortsat ikke, men flere beskeder på sociale medier tyder på, at der er tale om et selvmordsangreb. Det er dog ikke blevet bekræftet fra officiel side.