’Too hot, too hot.’

Sådan lød det 8. juni 1972 fra den dengang niårige Kim Phuc, da hun løb væk fra den sorte røgsky, som dækkede hele landsbyen, Trang Bang, efter den sydvietnamesiske regeringshær ved et uheld kastede brandbomber med napalm ned over civile.

Kort tid forinden havde Kim Phuc revet sit brændende tøj af. På billedet ses hun derfor nøgen og med armene væk fra kroppen og et skræmt udtryk i øjnene. Billedet blev taget af den prisvindende fotograf Nick Ut og er siden blevet et symbol på Vietnamkrigen.

I dag er Kim Phuc 52 år, og hun har levet med smerterne fra napalmbomberne i mere end 40 år. Men endelig ser det ud til, at der er håb for et liv uden smerter. Kim Phuc er blevet tilbudt gratis laserbehandling af en amerikansk læge, der er specialiseret i laserbehandlinger af brandpatienter, og Kim Phuc har allerede fået den første ud af flere behandlinger.

»I så mange år troede jeg, at jeg kun ville slippe for mine ar og smerter i himlen. Men nu er himlen kommet til mig på jorden,« fortæller Kim Phuc til nyhedsbureauet Associated Press.

Kim Phuc, pigen kendt fra billedet af Nick Ut, hvor hun ramt af napalm, nøgen og grædende løber ned ad samme gade som her. Her er hun otte måneder efter, 11 år gammel, og efter at være blevet plastisk opereret på Barsky Centret i Saigon og tilbage hos sin familie i landsbyen Trang Bang.
Kim Phuc, pigen kendt fra billedet af Nick Ut, hvor hun ramt af napalm, nøgen og grædende løber ned ad samme gade som her. Her er hun otte måneder efter, 11 år gammel, og efter at være blevet plastisk opereret på Barsky Centret i Saigon og tilbage hos sin familie i landsbyen Trang Bang. Foto: DM
Vis mere

Dermatologen, Jill Waibel, der har tilbudt at behandle Kim Phuc for sine brandskader, fortæller, at behandlingerne vil blødgøre hendes tykke og dybe arvæv, der fylder næsten hele hendes overkrop, men behandlingen har også til formål at lindre de daglige smerter, som Kim Phuc beskriver som helt uudholdelige.

Hver behandling koster omkring 10.000 kroner, men det behøver Kim Phuc ikke at bekymre sig om, for dermatologen har tilbudt at gøre det gratis, efter hun af sin svigerfar blev gjort opmærksom på Kim Phucs historie.

Kim Phuc bor i dag i Canada sammen med sin mand og sine to voksne sønner. I begyndelsen af 1990’erne flygtede hun sammen med sin mand fra det kommunistiske Vietnam på sin bryllupsrejse.

Nu rejser hun så frem og tilbage mellem Canada og Miami, Florida, når hun modtager behandling for sine brandskader. Med sig i Miami har hun sin mand, Bui Huy Toan, men også en anden person er ved hendes side. Nemlig onkel Ut, som hun kalder fotografen, der tog det skæbnesvangre billede en junidag i1972.

Kim Phuc, bedre kendt som 'Napalm-pigen', ses her fotograferet med billedet, der blev symbolet på Vietnamkrigen. Billedet blev taget af Nick Ut 8. juni 1972, da napalmbomberne faldt over landsbyen.
Kim Phuc, bedre kendt som 'Napalm-pigen', ses her fotograferet med billedet, der blev symbolet på Vietnamkrigen. Billedet blev taget af Nick Ut 8. juni 1972, da napalmbomberne faldt over landsbyen. Foto: STRINGER/CANADA
Vis mere

Onkel Ut nøjedes dengang ikke bare med at fotografere Kim Phuc og konsekvenserne af napalmbomberne. Efter billedet bragte han den lille Kim Phuc på hospitalet, hvor han med sit pressekort krævede, at hun blev behandlet. Og siden da har de to holdt kontakten ved lige.

»Han er begyndelsen på enden. Han tog mit billede, og nu vil han være her med mig på denne nye rejse – et nyt kapitel,« fortæller Kim Phuc ifølge Associated Press.