Det ligner noget fra en katastrofefilm, men billederne er fra den virkelige verden.

Fredag klokken 18.30 lokal tid fejede en enorm støvsky nemlig ind over byerne Phoenix, Chandler og Mesa i Arizona, USA.

Skyen nedsatte selvsagt sigtbarheden markant, og bilister blev rådet til at holde sig fra at køre i ind i den, da sigtbarheden på et splitsekund kunne være på nul.

De blev i stedet opfordret til at holde ind til siden og vente på, at skyen var passeret.

Ifølge abc15 efterlod stormene mere end 7.000 husstande uden strøm fredag aften.

Selvom det ser vildt ud, er støvskyerne ikke et sjældent syn i monsunsæsonen fra juni til september, hvor de med jævne mellemrum popper op.

Støvskyen, der ramte fredag, var cirka 80 kilometer bred og 1800 meter høj.

De kraftigste vindstød kom med mere end 100 kilometer i timen.