Lyt til artiklen

Forureningsraterne, der ellers fik et dyk under coronapandemien, har nået helt nye højder.

Det skriver Sky News, efter FN har bekræftet, at tallene nu er højere end før pandemien.

»Verden er på vej i den forkerte retning,« lyder det i en samarbejdsrapport fra en række FN-vejr- og klimaagenturer.

Udledningen af ​​kuldioxid (CO2) var i løbet af de første fem måneder i år 1,2 procent højere end i samme periode i 2019.

Ifølge foreløbige data er det særligt drevet af stigninger i de fleste europæiske lande, USA og Indien.

Rapporten viser desuden, at niveauer af klimaopvarmningsgassen i atmosfæren bliver større gennem 2021 og 2022 i alle verdenshjørner, lige fra Hawaii til Tasmanien.

På trods af, at landene har ambitiøse klimahandlingsplaner, skal målene altså være syv gange mere ambitiøse, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at holde verden på den aftalte opvarmningsgrænse på 1,5 grader celsius over det præindustrielle niveau.

Rapporten kommer i kølvandet på en ualmindelig varm og turbulent sommer for store dele af den nordlige halvkugle.

Den stod blandt andet på varmerekord i Storbritannien og Europa, alvorlig tørke i Kina og USA og voldsomme oversvømmelser i Pakistan, hvor mindst 1.300 mennesker mistede livet som følge heraf.

»Der er intet naturligt ved det nye omfang af disse katastrofer,« fortæller FNs generalsekretær, António Guterres, og tilføjer:

»De er prisen for menneskehedens afhængighed af fossile brændstoffer«.