Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Verden har kun 10 ugers hvede tilbage på lager.

Det er et resultat af Vladimir Putins invasion af Ukraine, som forstyrrede forsyningerne fra 'Europas brødkurv'.

Det skriver The Telegraph, der citerer en rapport fra landbrugsdatafirmaet Gro Intelligence.

FN er blevet advaret om, at de globale hvedelagre er faldet til det laveste niveau siden 2008.

Rusland og Ukraine står for omkring en fjerdedel af verdens hvedeeksport, og Vesten frygter, at Putin forsøger at bruge fødevareforsyningerne i krigsøjemed.

Rusland er på vej mod en stærk hvedehøst i år, hvilket cementerer Putins kontrol over kornet, da dårligt vejr har ødelagt produktionen i Europa og USA.

Gro Intelligences administrerende direktør Sara Menker advarede om, at globale fødevareforsyninger bliver ramt af en række ekstraordinære udfordringer, herunder mangel på gødning, klimaforstyrrelser og rekordlave lagre af madolie og korn.

Hun sagde til FN's Sikkerhedsråd, at risikoen for en krise er stor.

»Uden væsentlige øjeblikkelige og aggressive koordinerede globale handlinger står vi i risikoen for en ekstraordinær mængde af både menneskelig lidelse og økonomisk skade. Dette er ikke cyklisk, det er seismisk. Det er en hændelse én gang i generationen, som dramatisk kan omforme den geopolitiske æra.«

Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken sagde torsdag, at Putin 'bruger mad som et våben'.

»Fødevareforsyningen til millioner af ukrainere og millioner andre rundt om i verden er bogstaveligt talt blevet holdt som gidsler. Omkring 20 millioner tons korn står ubrugt i ukrainske siloer, da den globale fødevareforsyning svinder og priserne skyder i vejret.«

Nationalbankdirektøren for Bank of England sendte mandag aften en besked til det britiske parlament, der har skabt chokbølger internationalt.

»Det her er et meget alvorligt problem. For os her i Storbritannien, men i særdeleshed for udviklingslandene. Ukraine er for eksempel verdens største producent af solsikkeolie, og vi ser markante fald i deres eksport af hvede og majs,« sagde Andrew Bailey.

Mandag har den nået et nyt rekordniveau, efter at det europæiske marked har åbnet. Det skrev nyhedsbureauet AFP.

Her hoppede prisen op på 435 euro pr. ton – svarende til lige over 3.200 kroner. Det er en stigning på lige omkring fem procent – altså det højeste nogensinde.