Har du 1,7 milliarder kroner liggende i lommen, som du ikke lige ved, hvad du skal bruge til? Så kan du overveje at købe luksushuset, der er USAs dyreste på markedet.

Selv kalder luksusboligens bygherre Bruce Makowsky det for 'verdens ottende vidunder'.

Med beliggenhed i det ultra-eksklusive Bel Air-område i Los Angeles har han opført et 4.300 kvadratmeter stort hjem med 12 soveværelser, 21 badeværelser, fem barer, tre køkkener, en flåde af luksusbiler, en 25 meter lang pool, en biograf opført i James Bond-tema, en større kunstkollektion og en bowling- og golfbane.

Det skriver det engelske medie The Guardian.

Hele herligheden er fordelt på fire etager og har en udsigt over Los Angeles-området.

Derudover kan du også finde et veludstyret spa-lokale, et fitnesscenter og en udendørs pop-op storskærm - der selvfølgelig dukker op fra poolkanten, så du kan følge med i alle dine yndlingsserier eller -film, mens du øver dig på at lave den perfekte bombe i det opvarmede vand.

Skulle du alligevel få lyst til at forlade huset og poolen for at søge mod eksempelvis stranden, behøver du ikke at tænke længe over, hvordan du kommer derhen. I husets helt eget showroom finder du flere luksusbiler og -motorcykler, der bare holder og venter på dig. Alene de har en værdi af 200 millioner kroner.

Dyrt hus

Vin- og champagnekælderen er også fyldt op, når du flytter ind. Det samme er de store slik-montre, du kan finde i husets underholdnings-afdeling sammen med biografen.

Sidst - men ikke mindst - venter også et personale på syv fuldtidsansatte, som er klar til at gøre din hverdag yderst behagelig og nem, på dig i hjemmet.

Det tog 250 arbejdere fire år at opføre luksushjemmet 924 Bel Air Road, der bliver markedsført som det dyreste hus nogensinde sat til salg i USA.