De placerer forsigtigt ammunitionen på stranden på Den Albanske Riviera. Dykkeren har netop være nede i havet for at fiske ammunition op, der har ligget dernede i over 70 år.

Det er et fransk-albansk samarbejde, der sørger for, at ammunitionen ikke længere er til fare for turisterne eller de lokale, der bader der.

De ruster på havbunden, og det forurener vandet og er en dødelig trussel for de badende. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En gruppe på omkring ti albanere og franskmænd er om bord på minelæggeren 'Pluton'.

De er alle sammen eksperter i at fjerne miner, og de er i gang med at fjerne ammunitionen, som formentlig blev kastet i havet af italienske søfolk under Anden Verdenskrig.

Der er ingen, der har tal på, hvor meget ammunition der findes i vandet, men på lidt under to timer er det lykkedes at finde 85 stykker ammunition.

»Vores arbejde sker i samarbejde med den albanske flåde. De kender området bedre, end vi gør,« siger kaptajn Aymeric Barazer de Lannurien, der er kommandør for de franske styrker.

I år har de fundet morterer og granater med en kaliber på mellem 20 og 155 mm.

Alle medlemmer i teamet er erfarne i at behandle de måske dødelige effekter. En ambulance er dog parkeret i nærheden – bare for en sikkerheds skyld.

Det, de hiver op fra havbunden, bliver forsigtigt placeret på stranden. Albanske tropper samler det sammen og kører det til destruktion på en kaserne i hovedstaden Tirana.

Den albanske skipper Ilirian Kristo ler ad faren ved arbejdet: »Bombefjernelse er en profession, men det er først og fremmest en stor passion,« siger kaptajnen.