Vi har ikke set noget lignende i månedsvis.

Mandag morgen begyndte det at regne ned med missiler over store dele af Ukraine. Ikke mindst hovedstaden Kyiv blev ramt gentagne gange, mens folk måtte søge ly i beskyttelsesrum.

Sidst, den ukrainske hovedstad blev ramt så hårdt af russiske angreb, var tilbage i begyndelsen af den russiske invasion.

Spørger man en dansk ekspert, så er der åbenlyse forklaringer på dagens russiske angrebsbølge.

»Det virker til, at Rusland vil sende et signal. De er sure over angrebet på Krimbroen. Og det skal nu have konsekvenser for Ukraine,« siger Anders Puck Nielsen, militærekspert ved Forsvarsakademiet.

Hans analyse er helt klar.

»Det er et presset Rusland, der gør sådan noget,« siger han.

Billederne, der igennem mandagen er tikket ind fra Ukraine, viser angreb på civile mål.

Et af de mest bemærkelsesværdige var på en boligblok i Zaporizjzja, hvor 14 mistede livet. Boligblokken smadret.

Et andet angreb, der har fået stor opmærksomhed, var i det centrale Kyiv, hvor Shevchenko-plads blev ramt. Lige ved siden af en legeplads, som bare få timer senere normalt ville være fyldt med børn.

De andre mål var primært en del af den ukrainske energiforsyning.

»Det er et forsøg fra russisk side på at underminere den ukrainske kampgejst. Og det er ikke første gang, Rusland svarer på ukrainske angreb ved at ramme civile mål,« siger Anders Puck Nielsen.

Han ser dagens angreb som et tegn på, at Rusland forsøger at optrappe 'den specielle militære operation', som invasionen af nabolandet fortsat beskrives som.

Men spørgsmålet er bare, om Rusland kan fortsætte i det tempo, de har vist mandag.

Det tvivler Anders Puck Nielsen på.

»Rusland forsøger at eskalere situationen lige nu. Skrue op, hvor de kan,« siger Anders Puck Nielsen og uddyber:

»De missiler, de har brugt i dag, er nogle højpræcisions krydsermissiler. Og dem har Rusland ikke mange af, så de kan blive tvunget til at skrue ned,« siger han.