Den amerikanske basketball-legende Kobe Bryant havde store forventninger til og var stolt af sin næstældste datter, som han var sikker på kunne føre arven efter ham videre.

På tragisk vis endte den drøm brat søndag, da den helikopter, som de begge sad i, styrtede ned over Calabasas i Californien.

Ingen af de i alt ni personer, der var om bord, overlevede.

Før ulykken skete, havde helikopteren ifølge CNN retning mod Mamba Sports Academy i Thousand Oaks, hvor der blev afholdt en basketballturnering. Det var meningen, at Kobe Bryants datter - Gianna på 13 år - skulle spille, mens han selv skulle være træner for hendes hold.

ARKIVFOTO af Kobe Bryant og datteren Gianna fra 2019.
ARKIVFOTO af Kobe Bryant og datteren Gianna fra 2019. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

For dem var det normalt. Gianna var - som sin far - meget interesseret i basketball og spillede det selv.

Hendes drøm var en dag at kunne spille i WNBA (den professionelle basketballliga for kvinder i USA, red) - og Kobe Bryant så hende som én, der kunne føre arven efter ham videre.

Det fortalte han i et interview med 'Jimmy Kimmel Live' for to år siden.

»Det bedste, der sker, er, når vi er ude, og fans kommer hen til mig, mens hun står ved siden af mig, og de siger ting som: 'Du er nødt til at få en søn. Dig og V (Vanessa, som er hans hustru, red.) er nødt til at få en dreng. Du skal have en, der kan føre traditionen videre, der kan føre arven videre',« fortalte Kobe Bryant, der fik fire døtre med sin hustru.

ARKIVFOTO af Kobe Bryant og datteren Gianna fra 2009.
ARKIVFOTO af Kobe Bryant og datteren Gianna fra 2009. Foto: Hans Deryk
Vis mere

Til det svarede Gianna ifølge sin far:

»Hun ville sige: 'Oy, I got this ('Hey, jeg har styr på det', red.)'. Og jeg ville sige: 'Det er rigtigt. Ja, det har du. Du klarer det her'.«

Kobe Bryant efterlader sig hustruen Vanessa og deres tre øvrige døtre: Natalia på 17 år, Bianka på tre år og Capri på syv måneder.

Det vides endnu ikke, hvad årsagen til helikopterstyrtet er.