Dyrerettighedsbekæmpere er på nakken af præsidenten, efter han maste en flue på TV.

Folk fra organisationen for etisk behandling af dyr planlægger at sende en ’ Humane Bug Catcher’ til den amerikanske præsident, Barack Obama, så han fremover kan fange fluer og derefter sætte dem fri i live.
De er nemlig meget utilfredse med, at den populære præsident maste en flue ihjel på TV.

Under et interview på CNBC i Det Hvide Hus forstyrrede fluen Obamas samtale med journalisten, og han viftede den væk med ordene:

- Kan du komme ud herfra.

Da det ikke hjalp, ventede han på, at fluen sad stille, hvorefter han løftede hånden og maste fluen ihjel.

- Det var ret imponerende, var det ikke? Jeg fik den, jokede han bagefter.

Det har fået PETA (Ethical Treatment of Animals, red.) til at fare i flint, da de mener, at man skal være barmhjertig over for selv de mindste dyr.

PETA har ellers været glad for Obamas arbejde for dyrenes rettigheder, men nu er der kommet en rids i lakken.

- At masse en flue på TV viser, at han ikke er perfekt. Vi ville ønske, at han ikke havde gjort det, siger Mr. Friedrich fra PETA ifølge Daily Express.