Et par af dronning Victorias mere intime beklædningsgenstande blev tirsdag solgt på en auktion i Skotland.

Et par silkeunderbukser, der har tilhørt Storbritanniens dronning Victoria, er blevet solgt på en auktion i Skotland. Hammerslag blev 9375 pund - 80.000 kr. - hvilket er tre gange mere end vurderingen.

Auktionen blev gennemført af auktionshuset Lyon & Turnbull i Edinburgh. Effekterne, der kom under hammeren, stammer fra ejendommen Old Battersea House, som den amerikanske udgiverfamilie Forbes råder over i London.

Blandt effekterne var flere genstande, der har forbindelse til de perioder, som dronning Victorias tilbragte i Skotland efter sin gemals død.

Blandt disse et maleri af dronningen sammen med hendes skotske tjener John Brown. Dette maleri blev solgt for 145.250 pund.

Det tætte forhold mellem dronning Victoria og hendes skotske tjener, inspirerede til spillefilmen "Her Majesty, Mrs. Brown" fra 1997.

Både silkeunderbukserne og maleriet blev erhvervet af anonyme købere.

Victoria var Storbritanniens dronning fra 1837 til sin død i 1901.

/ritzau/AP