Den britiske prinsgemal er blevet indlagt som en 'sikkerhedsforanstaltning'. Det er anden gang i løbet af få måneder, at prins Philip indlægges.
Den britiske dronning Elizabeths mand, 91-årige prins Philip, er for anden gang på kort tid blevet indlagt.
Prins Philip, der formelt bærer titlen Hertug af Edinburgh, er onsdag blevet indlagt på hospitalet Aberdeen Royal Infirmary, oplyser det britiske hof.
- Han er blevet overført til Aberdeen Royal Infirmary som en sikkerhedsforanstaltning. Vi har ikke yderligere detaljer og afventer, at hertugen bliver undersøgt, lyder det fra Buckingham Palace.
For godt to måneder siden blev prins Philip hasteindlagt med blærebetændelse, netop som hans hustru, Dronningen, stod foran sit 60 års jubilæum som britisk regent. Det betød, at dronning Elizabeth måtte undvære sin mand ved sin side til den hyldestkoncert, som blandt andre Robbie Williams, Stevie Wonder og Sir Paul McCartney opførte for hende.
I december fik prins Philip desuden foretaget et mindre indgreb i hjertet for at lette ham for smerter. Det betød, at han måtte tilbringe juledagene på hospitalet.