Den 93-årige naturforkæmper David Attenborough får særlig pris for naturserien "Blue Planet II" om oceanerne.

Dronning Elizabeth har onsdag tildelt den britiske miljø- og naturforkæmper David Attenborough en pris for BBC's naturserie "Blue Planet II". Serien har skabt øget opmærksomhed omkring plastikforurening af verdenshavene.

Attenborough, der lige som den britiske monark er 93 år, er blevet tildelt Chatham House prisen, som også går til BBC's særlige Naturhistorie-enhed.

Tænketanken Chatham House siger, at Attenboroughs tv-dokumentar har en "beskyttende indvirkning".

Attenborough har siden 1960'erne været den mest berømte journalist på BBC's naturprogrammer og regnes i dag som en institution i Storbritannien.

Talrige af hans programmer har gennem mange år været vist på dansk tv.

En 2018 YouGov-meningsmåling viste, at Attenborough var den mest beundrede mand i Storbritannien, mens dronningen var den mest beundrede kvinde.

Den årlige Chatham House Prize går til personer eller organisationer, som menes at have bidraget med de mest signifikante forbedringer til internationale relationer.

- Plastikforurening er en af de største udfordringer, som truer verdenshavene, og det er helt klart et internationalt anliggende, siger Robin Niblett, som er direktør for Chatham House.

"Blue Planet II" udløste international og lidenskabelig debat og førte til krav om politisk kursskifte i kampen mod forureningen af verdenshavene.

Attenborough var som 91-årig fortæller på serien, som var den mest sete i Storbritannien i 2017. Den blev efterfølgende solgt til tv-selskaber verden over.

Blandt mange chokerende scener var optagelser af albatrosser, som uden at vide det gav deres unger plastik fra havet og en morhval, som medbragte en død nyfødt hvalkalv, som formentligt var død af plastikforurening i morens mælk.

Efter serien var blevet vist, var den overdrevne brug af engangsplastik pludselig et dominerende tema i nyhedsstrømmen i Storbritannien.

Nye genbrugs-kaffekopper blev almindelige i gadebilledet, og plastiksugerør forsvandt fra værtshuse og caféer. Senere er emnet også prioriteret stadigt højere på den internationale scene.

/ritzau/Reuters