En dreng på bare tre år er død af brandsår, han pådrog sig, da han faldt ned i en stor kogegryde med brandvarm suppe i den sydlige del af Indien

Det er det andet tilfælde af dødsfald på grund af de store suppegryder i Indien i denne måned

Drengen var i gang med at lege, da han faldt ned i gryden, der var fuld af sambar - en linsefyldt grøntsagssuppe, der er specielt populær på de kanter.

Sambaren var lavet som en del af fejringen til åbningen af en butik 18. november i Shabad.

Drengen blev hastet til hospitalet, men han døde af brandsår. Det skriver CNN.

To mennesker, deriblandt en skoleinspektør, bliver undersøgt, mistænkt for forsømmelighed i et tilsvarende dødsfald, der skete 13. november.

Den gang var det et seks år gammelt børnehavebarn ved navn Behlapuram Reddy, der døde efter at være faldet ned i en gryde med sambar.

Reddy kom sammen med sine klassekammerater stormende ind i spisehallen, da skolen holdt frokostpause. Det fortæller R.M. Basha, der er assiterende skoleleder.

»Da drengen kom løbende ind, så faldt han ned i sambar-gryden. Der var ingen voksne fra skolen til stede. Nogle lokale arbejdere trak ham op, og kørte ham på hospitalet.«

Der blev han behandlet for sine brandsår, men han døde i sidste uge.

I Indien bliver skolemaden kogt i store gryder. De kan være op til 1,2 meter i diameter.