En lille malaysisk dreng stirrede bogstaveligt talt døden i øjnene, da han blev lukket inde i en offentlig vaskemaskine. Og så var det hele bare ment som en joke.

Det hele foregik på et vaskeri i Selangor, nær den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur, efter midnat den 2. oktober.

Drengen var gået med sin mor og onkel ind på vaskeriet, da onklen pludselig besluttede sig for at putte drengen ind i en vaskemaskine.

Uheldigvis smækkede lågen i efter drengen, som dermed blev låst inde i vaskemaskinen. Det skriver den engelskspogede, malaysiske avis The Star.

Mens familien panisk prøvede på at få åbnet lågen igen, stirrede drengen ud mod dem.

Han var låst inde i flere minutter i maskinen, indtil nogle ansatte fra en nærliggende restaurant kom tililende, for at få ham ud.

De måtte ødelægge glasdøren til vaskemaskinen for at få drengen ud igen.

Drengen var tydeligt rystet over begivenheden, og han blev straks taget op af sin mor. Tilsyneladende uskadt efter den hårrejsende begivenhed.

Hele scenen blev optaget på en telefon, og den to minutter og 45 sekunder lange video er gået viralt på de sociale medier.

Ejeren af vaskeriet, Hazmal Hassan, fortæller avisen The Star, at han har indgivet en klage til politiet, fordi maskinen er blevet delvist ødelagt.

»Jeg vil forøvrigt foreslå forældre, som bringer deres børn med sig til vaskeriet, at de holder øje med dem. De kan tro, det er en legeplads eller et sted, hvor man kan gemme sig,« siger han.

Mange mennesker har fordømt det, der skete. De kalder det uansvarligt af onkelen at lave sådan en joke.

Andre har rost de restaurant-arbejdere, der reddede barnet.