En 57-årig mand kørte flere personer ned i Köln Bonn Lufthavn i Tyskland fredag morgen.

Det oplyser nyhedsbureauet Reuters og tyske Bild.

Flere personer er blevet lettere såret, mens en enkelt har pådraget sig mere alvorlige skader.

Den tyske avis Bild skriver, at den formodede gerningsmand først på dagen to gange  blev smidt ud af lufthavnen af sikkerhedspersonale.

Men han vendte tilbage og stjal i et parkeringshus en udlejningsbil, der var ved at blive rengjort.

Herefter begyndte han ellers at torpedere forskellige biler. Syv biler fik skader, og flere personer blev chokerede.

En enkelt  måtte springe for livet, da manden kom kørende, og denne mand blev klemt mellem to biler. Det er ham, der er kommet alvorligt til skade og bragt til sygehuset.

Ifølge politiet er ingen i livsfare.

Et øjenvidne siger til Bild:

»Jeg så, hvordan han kørte for fuld fart baglæns og ind i en Audi.«

Den 57-årige mand gjorde stor modstand, da politiet ville anholde ham. Tre betjente blev i den forbindelse lettere såret.

Manden skal nu undersøges mentalt på sygehuset.