Der ventede de østrigske politibetjente noget af et chok, da de endelig fik adgang til et kælderrum.

Ifølge Bild holdt en 54-årig mand hele sin familie skjult under jorden. En kvinde på 40 år og seks børn i alderen fra syv måneder til fem år.

Det hele foregår i den østrigske landsby Obritz.

Konen og børnene blev straks bragt til undersøgelse på sygehuset, men ingen af dem skulle være underernæret eller andet slemt efter et liv i kælderen.

Nu skal man så have afklaret børnenes identitet.

»Ingen af børnene er registreret hos os. I landsbyen har man aldrig set dem,« siger Erich Greil, der er viceborgmester i Obritz.

Naboer til familien havde gang på gang henvendt sig til myndighederne, da de hørte børnestemmer fra huset uden nogensinde at se nogen børn.

Torsdag rykkede de sociale myndigheder så ud til et kontrolbesøg.

De blev mødt af en aggressiv 54-årig mand, som overfaldt dem med en peberspray.

Det fik så politiet aktiveret. Manden truede med at dræbe børnene, og det fik ordensmagten til at storme huset.

I et kælderrum fandt de både konen og børnene.

Den foreløbige efterforskning i sagen tyder på, at manden er en såkaldt prepper, der forbereder sig på verdens undergang ved at have et stort forråd af mad i huset og leve så skjult som muligt.

»Vi talte med manden for cirka ti dage siden, fordi han satte overvågningskameraer op ved vinkælderen, som ikke må benyttes til beboelse,« fortæller viceborgmesteren Greil.

Manden er nu blevet løsladt, mens børnene foreløbig er overdraget til de sociale myndigheder.