Dramaet om den schweiziske storbank Credit Suisse fortsætter.

Sådan lyder meldingen nu fra flere medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Stormen mod Credit Suisse, som onsdag var nede med 30 procent på børsen, aftog ellers natten til torsdag.

Her kom det frem, at den schweiziske nationalbank er klar til at holde hånden under den nødlidende bank ved at stille et nødlån på hele 380 milliarder kroner til rådighed for banken.

Det fik med det samme Credit Suisse-aktien til at stige kraftigt, men politikerne i Schweiz' parlament er ikke trygge ved situationen.

»Interventionen fra den schweiziske nationalbank er ikke tilstrækkelig for politikerne,« melder den schweiziske avis Blick.

Også avisen Tages-Anzieger bringer nyheden om, at parlamentet er ekstraordinært indkaldt til krisemøde om Credit Suisse.

Krisemødet i Schweix kommer i kølvandet på kollapset af Silicon Valley Bank og Signature Bank over weekenden.

Nu er også den californiske bank First Republic Bank søgelyset. Den undersøger nu mulighederne for at blive opkøbt af en rival.

Det skriver Bloomberg.

First Republic Bank blev iifølge Berlingske onsdag nedgraderet til »junk« af kreditvurderingsbureauerne S&P Global Ratings og Fitch på grund af bekymringer om bankens likviditet og indlån.

Flere kunder var nemlig begyndt at trække deres indlån ud og placere dem i andre banker, der bliver betragtet som mere sikre.

First Republics aktiekurs er dykket næsten 75 procent over de seneste fem handelsdage og står torsdag til at åbne med et fald på 27 procent idag.