41 udlændinge, heriblandt mange nordmænd, holdes netop nu som gidsler - mindst tre personer meldes dræbt

Angiveligt vil den islamistiske gruppe, der har taget adskillige udlændinge som gidsler i Algeriet, have 100 islamistiske oprørere løsladt mod at frigive gidslerne.

Et ukendt antal vesterlændinge, heriblandt 17 ansatte fra det norske olieselskab Statoil, blev onsdag morgen taget som gidsler, da islamistiske oprørere med tilknytning til al-Qaeda stormede et vestligt ejet gasanlæg i Algeriet på grund af Frankrigs offensiv i Mali.

Af de 17 Statoil-ansatte er fem af disse i »relativ sikkerhed« på en militærbase, skriver Vg.no onsdag aften.

- Ud af de 17 Statoil-medarbejdere har vi tidligere oplyst, at fire er i sikkerhed - det tal er nu steget til fem. Der er én bosat i Canada og fire nordmænd, siger administrerende direktør i Statoil Lars Christian Bacher til NRK ifølge Vg.no.

Ni nordmænd og tre lokalt ansatte holdes fortsat som gidsler på gasanlægget.

Tidligere onsdag blev tre personer meldt dræbt ved angrebet. Det drejer sig ifølge nyhedsbureauet Reuters blandt andet om en brite og en franskmand.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyste onsdag aften, at intet tyder på, at der er danskere blandt de tilfangetagne.

Ifølge oprørerne har de taget 41 gidsler, og det amerikanske udenrigsministerium bekræfter ifølge Reuters, at der er amerikanske statsborgere blandt.

De islamistiske oprørere begrunder aktionen med Frankrigs militæroffensiv i Mali, som blev indledt i fredags. Algeriet har i den forbindelse tilladt fransk militær at bevæge sig i landets luftrum.

Oprørerene er klar til at løslade gidslerne, men de kræver ifølge nyhedskanalen Sky News flere ting. For det første skal Frankrig stoppe sin aktion i Mali. Derudover kræver de, at cirka 100 islamister, der i dag sidder fængslet i Algeriet, løslades.

Det kommer ikke på tale, fastslår Algeriets indenrigsminister, Daho Ould Kablia:

- Vi vil ikke gå ind på terroristernes krav, og vi afviser alle forslag om at forhandle med dem, sagde han onsdag aften ifølge Reuters.

Her meddelte den norske statsminister, Jens Stoltenberg, at Norge sender nu et diplomatisk udrykningsteam til Algeriet. Det skal styrke landets ambassade under aktionen.

- Situationen er alvorlig og uoverskuelig, sagde Jens Stoltenberg.

Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, har ifølge den norske avis VG givet udtryk for, at gidselaktionen ikke ændrer trusselsbilledet i forhold til Norge.

Statoils internationale chef, Lars Christian Bacher, betegnede på en pressekonference onsdag aften situationen »som den mest alvorlige, vi har haft i Statoil«.

- Vi har fået information om, at to af vores ansatte er kommet fysisk til skade. Ikke alvorligt, men situationen er uafklaret, sagde han.

Gasanlægget, der danner rammen om gidseldramaet, ejes i fællesskab af Statoil og britiske BP, et japansk selskab og et statsejet algerisk selskab.