Et særdeles brutalt drab har torsdag ført til, at en 47-årig mand i Sverige er idømt 18 års fængsel for mordet på sin hustru.

Den 47-årige morder anvendte et støvsugerrør samt en 18 kilo tung håndvægt som gerningsvåben, da han tog livet af hustruen på bestialsk vis, skriver Aftonbladet.

Retten var ganske overbevist om, at manden havde til hensigt at dræbe kvinden, da han gik amok med sin dødelige vold.

Det skyldtes blandt andet søgninger på internettet, der afslørede hans uhyggelige tanker om den 40-årige kvindes skæbne.

Drabet kom til politiets kendskab, da naboer den 27. juli sidste år hørte skrig fra parrets lejlighed i Gøteborg.

Da politiet ankom til det, der viste sig at være et blodigt gerningssted, mødte de den 47-årige mand, der sagde 'jeg håber, hun overlever' til betjentene.

Det er slået fast, at døden indtraf som følge af gentagne slag med en håndvægt mod kvindens hals og hoved.

Inden da havde manden slået kvinden med et støvsugerrør. Både håndvægt og støvsugerrør havde efterladt synlige mærker på kvindeliget.

Beviserne for, at den 47-årige havde forsæt om at dræbe, omfatter noter og Google-søgninger. Han skrev blandt andet i sin notesblok 'slip af med hende'. Og på nettet søgte han efter sætninger som 'hvordan føles det at dræbe nogen'.

Retsformand Anna Hannell kalder i en pressemeddelelse parrets forhold som stormfuldt gennem flere år.

'Undersøgelsen tyder på, at han har overvejet at dræbe kvinden som en af flere muligheder. Imidlertid blev kvinden slået ihjel denne dag udløst af et brud mellem ægtefællerne, hvor manden fik et raseriudbrud og slog kvinden flere gange med støvsugerrøret og den tunge håndvægt.’

Ifølge dommen erkendte den 47-årige, at han praktiserede dødelig vold mod sin kone, men han hævder, at han ikke havde til hensigt at dræbe hende.