Den 35-årige kvindelige lærer, der blev fundet død tirsdag i Glasgow, var gravid.

Det ufødte barn overlevede dog ikke, skriver BBC News. Hun var 29 uger henne i graviditeten.

Kvinden, Marelle Sturrock, blev fundet i den lejlighed, som hun delte med sin forlovede, David Yates.

Han jagtes nu af politiet, mistænkt for at stå bag drabet, skriver Sky News.

Parret boede i Jura Street i den skotske storby.

David Yates' bil blev tirsdag fundet ved Mugdock Country Park nær Glasgow, og der foregår nu en stor menneskejagt i området.

Ifølge The Sun er der ankommet en varebil med kanoer og dykkerudstyr.

Politiet vurderer ikke, at David Yates er farlig for offentligheden. Han blev senest set søndag aften.

Nicola Kilbane fra det skotske politi vil ikke svare på, om de tror, at han er død eller i live.

»Vi arbejder med begge muligheder på nuværende tidspunkt,« siger hun.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvordan den 35-årige lærer døde.

Marelle Sturrocks død er kommet som et chok i lokalområdet.

Hun arbejdede på Sandwood Primary School, hvor skolelederen i et brev oplyser forældre og værger til de børn, der går på skolen, om dødsfaldet.

Her skriver skolelederen Fiona Donnelly, at hun er i 'dyb sorg', og hun kalder Marelle Sturrock et 'højt elsket medlem af vores lærerstab'.

'Jeg ved, at dette vil komme som et chok for vores skolesamfund, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at støtte børnene, de ansatte og familierne igennem det, der vil være en hård og udfordrende tid,' skriver Fiona Donnelly i brevet.