Allerede kort tid efter, at Espen Andersen Bråthen havde skudt og dræbt fem personer i den norske by Kongsberg, oplyste politiet, at han var konverteret til islam.

Den udmelding tager Muslimsk Dialognetværk i Norge nu afstand fra og kalder den både ubehagelig og uforsigtig, skriver VG.

Tiden har nemlig vist, at der ligger meget andet bag den danske statsborgers ugerning. Det fortæller lederen af Muslimsk Dialognetværk i Norge, Senaid Kobilica, som repræsenterer mere end 30.000 muslimer.

»Vi finder ingen forbindelse eller spor, der viser, at han har gjort det (konverteret til islam, red.) Derfor er der grund til at stille spørgsmålstegn ved politiets oplysninger om netop dette,« siger Senaid Kobilica, der også er chef-imam for det Islamiske Fællesskab Bosnien-Hercegovina i Norge.

Espen Andersen Bråthen skulle eftersigende have besøgt Kongsbergs eneste moske et par gange for fem år siden. Det har bestyrelsesformanden for Kongsberg Islamisk Kulturcenter, Oussama Tlili, fortalt til Aftenposten.

Men der blliver ofte holdt en højtidelig ceremoni i forbindelse med konvertering til islam, og det ser altså ikke ud til, at der er blevet holdt sådan en for den drabssigtede mand, siger lederen af Muslimsk Dialognetværk, Senaid Kobilica.

I 2017 lagde Espen Andersen Bråthen en video på YouTube, hvor han fortalte, at han var konverteret til islam.

Videoen fik en af hans barndomsvenner op af stolen, og han kontaktede straks politiet med meldingen om, at Espen Andersen Bråthen var 'en tikkende bombe.'

Og det er ikke den eneste henvendelse, politiet har modtaget om Espen Andersen Bråthen og en mulig radikalisering. Så sent som sidste år modtog politiet en henvendelse fra en bekymret borger om det samme.

Ifølge politimesteren i Sydøst-politikredsen, Ole B. Sæverud, har det været vigtigt for politiet at være åben i den alvorlige sag.

Han fortæller, at gerningsmanden var kendt af politiet fra før.

For at undgå spekulationer i forbindelse med, hvilken slags forhold han var kendt for, valgte politiet derfor på et tidligt tidspunkt at informere om, at der havde været bekymringer relateret til radikalisering, siger Ole B. Sæverud. Han fortæller, at da medierne spurgte, blev det bekræftet, at han var konverteret til islam.

Men det betyder ikke, at det er det eneste motiv, politiet arbejder ud fra, siger politmesteren.