En mor har siddet 20 år i fængsel for drab på sine fire børn, men dansk forskning viste mulig forklaring

Den 55-årige australske kvinde Kathleen Folbigg, der har siddet 20 år i fængsel for at have dræbt sine fire børn, er blevet benådet og løsladt.

Det oplyser justitsministeren i delstaten New South Wales, Michael Daley, mandag ifølge nyhedsbureauet AP.

Benådningen kommer efter nye beviser fra blandt andet et forskerteam på Aalborg Universitet ledet af professor Michael Toft Overgaard.

De er blandt dem, der har hævdet, at der kan have været en naturlig årsag til børnenes død.

I 2003 blev den dengang 35-årige Kathleen Folbigg i Australien dømt for at have kvalt sine fire børn.

Men efter offentliggørelsen af forskernes resultater besluttede guvernøren i delstaten, at der skulle laves en ny undersøgelse af sagen.

Børnene døde i separate hændelser over et årti. De blev mellem 19 dage og 18 måneder gamle.

Kathleen Folbigg har hele tiden insisteret på, at de døde af naturlige årsager.

I 2019 blev den danske forskergruppe kontaktet af en australsk støttegruppe til Kathleen Folbigg. Gruppen havde fundet ud af, at der i Danmark var specialister i en type genfejl, der kun bæres af omkring 130 mennesker i verden.

Den ene er Kathleen Folbigg, og ifølge analyser af de hælprikprøver, som de fire børn fik taget efter fødslen, er mutationen gået i arv til døtrene, Sarah og Laura.

De er sandsynligvis døde af hjertestop på grund af genfejlen.

»Den mutation, som døtrene bar rundt på, er lige så alvorlig som den mutation, der er fundet i andre børn, hvor deres død er forklaret med mutationen,« sagde Michael Toft Overgaard tidligere til Ritzau.

Sønnerne, Caleb og Patrick, havde ikke arvet mutationen, men drengenes hælprøver viste, at de blandt andet bar på to andre sjældne mutationer. De sidder i et gen forbundet med epileptiske anfald.

I 2021 appellerede 90 internationale gen- og hjerteforskere til delstatens guvernør om at løslade Kathleen Folbigg.

/ritzau/