Donald Trumps dage i spidsen for det republikanske parti er talte, og hans kamp om at genvinde Det Hvide Hus bliver op ad bakke.

Det mener den amerikanske politiske kommentator og forfatter Spencer Critchley – af to årsager.

Over for mediet news.com.au hæfter Critchley sig ved, at opbakningen til Trump er faldende, og at han står over for en række civile søgsmål.

For blot nogle måneder siden var Donald Trump ellers en af verdens mest magtfulde mænd. Nu har han mistet præsidentembedet – men ikke nok med det.

Critchley ser også tegn på, at han er ved at miste grebet om sit eget parti.

For selvom ekspræsidenten selv virker selvsikker og overbevist om, at han kan genvinde magten i 2024, hvis han beslutter sig for at stille op, så peger den politiske ekspert på, at Trump og hans parti er på vej mod et gigantisk nederlag.

Spencer Critchley var kommunikationsmand i Obamas valgkamp og nok ikke – skal det retfærdigvis tilføjes – helt neutral, hvad angår Trumps chancer.

Han peger dog på, at Trump set i lyset af optøjerne 6. januar både trækker sig selv og sit parti ned i sølet.

Efter angrebet på kongressen 6. januar blev Donald Trump udelukket fra samtlige sociale medier.
Efter angrebet på kongressen 6. januar blev Donald Trump udelukket fra samtlige sociale medier. Foto: Shannon Stapleton – Reuters
Vis mere

»Ikke siden borgerkrigen har et af de største politiske partier lidt et så stort moralsk kollaps … vores valgte repræsentanter samarbejdede i en opstand og forsøgte at vælte demokratiet, og vores egen præsident forsøgte at vælte demokratiet og var tæt på at lykkes med det,« siger Critchley til mediet.

Det faktum, at mange republikanere – både blandt de folkevalgte og i vælgerkorpset – støtter Donald Trump, ser kommentatoren som et moralsk og politisk forfald.

Her hentyder han dels til, at flere republikanske politikere støttede Trump i forsøget på at få valgresultatet erklæret ugyldigt. Dels at mange af dem undlod at stemme imod ham i rigsretssagen.

Og skønt Critchley er bekymret over, at titusindvis af amerikanere stadig støtter Trumps påstand om, at valget »blev stjålet« fra ham, så mener han, at det antal er faldende.

Det bliver svært for Donald Trump at genvinde magten i USA, vurderer en politisk ekspert. (Arkivfoto)
Det bliver svært for Donald Trump at genvinde magten i USA, vurderer en politisk ekspert. (Arkivfoto) Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Men den største hurdle for Trump i forhold til at genvinde præsidentposten er ifølge den amerikanske ekspert, at den tidligere præsident står over for en række retssager, så han »får rigtig travlt i retten«.

Ifølge news.com.au står Trump over for seks store juridiske udfordringer i den kommende tid.

Det drejer sig blandt andet om civile søgsmål i forbindelse med stormløbet på kongressen, efterforskningen af hans økonomiske forhold og sagsanlæg fra kvinder, der hævder, at han har udsat dem for seksuelle overgreb.

»Til sidst bliver han indhentet af virkeligheden, og hvis intet andet sker, tror jeg, at Trumps popularitet vil fortsætte med at falde, indtil han bliver mindre og mindre levedygtig, og på et tidspunkt vil republikanerne vågne op og forlade den synkende skude,« mener altså Spencer Critchley.

Den republikanske senator Bill Cassidy – som var en af de få partifæller, som stemte for at få Trump dømt i rigsretssagen – advarede i sidste måned sit parti mod ensidigt at støtte Trump frem mod næste valg:

»Hvis vi forguder én person, så ender vi med at tabe,« sagde han til CNN.