Det ligner på nærmest på alle måder en katastrofe, der bare venter på at finde sted: Donald Trump kommer til at tabe præsidentvalget i november med et brag.
Selv om det i samtlige meningsmålinger ligner enorme slag til den siddende præsident, så er valget langtfra overstået. Trump kan stadig nå at vinde.
Men nogle ting skal til at ændre sig radikalt, hvis Trump fortsat skal kalde Det Hvide Hus for sit hjem efter valget, slår kommentatorer fast.
Før vi ser på, hvilke ting det er, så lad os først se på, hvordan situationen ser ud netop nu – præcis tre måneder inden valget.
Hvis vi skal beskrive det ud fra Trump-kampagnens synsvinkel, og det kunne med et ord være: elendigt.
For eksempel.
The Economist har deres prognose for det præsidenvalget. Her sætter man blandt andet procenter på de to præsidentkandidaters vinderchancer.
Her har Biden 99 procent chance for at få flest stemmer. Donald Trump har én procent chance.
Biden har 91 procent chance for at vinde Electoral College, der afgør valget. Donald Trump har otte procent chance.
I vægtede meningsmålinger, foretaget af mediet FiveThirtyEigth.com, kan man se, at Joe Biden står til at få 50,2 procent af stemmerne. Donald Trump står til 41,9 procent.
Det svarer til en føring til Biden på 8,3 procentpoint. Det er ikke en stor føring. Det er en voldsomt stor føring blot tre måneder inden et valg og markant større, end Hillary Clinton havde på samme tidspunkt for fire år siden.
Og det hele er gjort værre for Trump af, at mange amerikanere ikke mener, han håndterer coronakrisen i nærheden af godt – heller ikke blandt de republikanske kernevælgere.
For netop coronakrisen er eksploderet i USA de seneste måneder, mens mange mener, præsidenten blot har gjort situationen med den dertilhørende miserable økonomi værre.
Men som nævnt er det ikke slut, før den sidste vælger har forladt stemmestederne, og den sidste brevstemme er talt.
Og selv om chancerne for en Trump-valgsejr ser ud til svinde dag for dag, peger eksperter og kommentatorer på, at der er enkelte muligheder for den siddende præsident.
En af dem er Paul Brandus, der blandt andet skriver for West Wing Reports.
Han opremser i en klumme tre punkter, der kan gøre, at Trump kan vinde valget.
- Udbredelsen af coronavirus skal i et eller andet omfang begynde at se lysere ud i USA – måske endda med en kur.
- Den amerikanske økonomi – som blandt andet på grund af coronavirus er i en historisk nedtur – skal vendes til det bedre.
- Trump skal finde sit mest beskidte politiske spil frem mod Joe Biden og håbe, at modstanderen bider.
Umiddelbart er der dog intet, som tyder på, at nogle af disse ser ud til at gå Trumps vej. Økonomien sejler, som coronatallene stiger, og endnu er Joe Biden fra sit hjem, hvor han er gået i flyverskjul, ikke hoppet på nogle af Trumps angreb.
Men andet kan også vende kampen for Trump. Som det ser ud nu, fører Biden stort i de fleste af de altafgørende svingstater som Florida, Pennsylvania, Michigan, North Carolina, Arizona og Wisconsin.
Men formår han at vinde Florida eller Pennsylvania eller en kombination af de andre svingstater, så har han en chance. Lige nu er netop Florida det sted i USA med mest aggressiv coronasmitte.
I sidste ende kan det hele komme til at blive afgjort af, om amerikanerne mener, deres land er på rette vej.
I en nylig måling mener 23 procent, at det sker med Trump ved roret. 69 procent mener det modsatte.