USAs tidligere præsident Donald Trump, som er blevet udelukket fra flere sociale medier, vil lancere et nyt socialt medie ved navn Truth Social.

Det oplyser Trumps selskab Trump Media & Technology Group (TMTG) ifølge det franske nyhedsbureau AFP i en pressemeddelelse natten til torsdag dansk tid.

Det er stadig småt med informationer om, hvordan det nye sociale medier kommer til at se ud. Sådan vil det formentlig være indtil november, hvor de første invitationer til Truth Social bliver sendt ud til beta-testere.

Selv om det endnu ikke står klart, præcist hvordan det Truth Social vil blive udformet, siger Donald Trump i pressemeddelelsen, at der vil være en videostreamingstjeneste, hvor brugere kan få adgang til 'ikke-woke' underholdning.

Udtrykket 'at være woke' kan oversættes til det danske ord 'vågen' og betyder som regel en øget opmærksomhed på social og racemæssig uretfærdighed.

Ifølge Donald Trump selv er hans sociale medie en aktivistisk kamp mod det, han kalder 'de tyranniske store tech-virksomheder'.

»Vi lever i en verden, hvor Taliban (militant islamistisk bevægelse, som sidder på magten i Afghanistan, red.) har en massiv tilstedeværelse på Twitter (socialt medie, red.), men alligevel har jeres yndlingsamerikanske præsident fået mundkurv på. Det er uacceptabelt,« siger Donald Trump i pressemeddelelsen.

Trump fik permanent suspenderet sin konto på Twitter, få dage efter at hans tilhængere 6. januar 2021 stormede Kongressen i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Det skete af bekymring for, at Trump med sine beskeder ville »opildne« til yderligere vold, lød begrundelsen.

Kort tid inden uroen havde Trump i en tale gentaget sin påstand om, at der var svindel i forbindelse med præsidentvalget.

Inden den permanente udelukkelse havde Twitter spærret Trumps konto i 12 timer, efter at han havde betegnet de personer, der deltog i stormløbet, som »patrioter«.

Donald Trump er også midlertidig udelukket fra at bruge sin profil på Facebook. Han står til at få adgang til den igen i 2023.

/ritzau/