Det er næppe sådan, at far og datter smiler til hinanden, når der er familietamtam i Trump-klanen.

Torsdag sagde Donald Trumps datter, Ivanka Trump, at der ikke var svindel ved præsidentvalget i USA i 2020.

Et valg Joe Biden som bekendt vandt over daværende præsident Trump, der siden har holdt fast i, at der blev svindlet.

Nu er Donald Trump så også ude at sige, at datteren ikke ved, hvad der er op og ned i forhold til valgresultatet.

Her ses Ivanka Trump under høringen i Kongressen.
Her ses Ivanka Trump under høringen i Kongressen. Foto: Drew Angerer
Vis mere

»Ivanka Trump var ikke involveret i at undersøge valgresultatet. Hun var tjekket ud af arbejdet længe før det. Efter min mening forsøgte hun bare at være høflig over for justitsminister Barr,« skriver Trump på Truth Social, der er en social medieplatform, han selv har finansieret.

Reaktionen fra Donald Trump kommer, efter Ivanka Trump ved en høring i Kongressen i USA har sagt, at hun er enig med ekspræsidentens justitsminister William Barr i, at der ikke skete svindel ved valget.

Helt konkret har William Barrs tidligere, under høring i Kongressen i januar 2021, sagt, at Donald Trumps påstande om, at valgsejren var blevet stjålet fra ham med svindel og humbug, det rene sludder og vrøvl.

»Jeg respekterer justitsminister Barr. Så jeg tog, hvad han sagde, for gode varer,« sagde Ivanka Trump torsdag til Kongressen.