Noget kunne tyde på, at midtvejsvalgets resultater nu er sunket ind hos præsident Donald Trump. Og det har gjort ham gnaven.

»Han (Donald Trump, red.) har trukket sig ind i en puppe af bitterhed og vrede. Han er rasende, de fleste medarbejdere forsøger at undgå ham,« fortæller en unavngiven medarbejder i Det Hvide Hus til Los Angeles Times ifølge news.com.au.

Forklaringen er blandt andet angiveligt, at Trump kan se frem til at få det noget mere besværligt rent politisk til januar, fordi han tabte Repræsentanternes Hus til Demokraterne.

Det gør, at hans politiske modstandere kan iværksætte en række undersøgelser af præsidenten og hans skattepapirer, som han tidligere har kunnet sætte en stopper for.

Donald J. Trump
Donald J. Trump Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

Derudover gik Trumps rejse til Paris ikke specielt godt. Han endte med at lange ud efter den franske præsident Emmanuel Macron på Twitter - en præsident, som han ellers har haft et udmærket forhold til tidligere.

I Paris valgte han også at lade være med at ære de mange amerikanske soldater, der kæmpede i første verdenskrig. En krig, som over hele verden er blevet markeret, fordi det den 11. november var 100 år siden, krigen sluttede.

Grunden til, at præsidenten ikke mødte op, var, fordi det regnede. Den beslutning har naturligvis givet bagslag.

'De (soldaterne, red.) døde med ansigtet mod fjenden, og den patetiske, utilstrækkelige Donald Trump kunne ikke engang overvinde vejret for at vise sin respekt for de faldne,' skrev Winston Churchills barnebarn Nicholas Soames i den forbindelse på Twitter.

Den franske præsident Emmanuel Macron og den amerikanske præsident Donald Trump.
Den franske præsident Emmanuel Macron og den amerikanske præsident Donald Trump. Foto: Vincent Kessler
Vis mere

Det begyndte dog ikke at gå bedre for Trump, da han igen vendte hjem til USA.

Her blusser sagen om specialanklager Robert Muellers Rusland-undersøgelse nu op, hvor præsidentens egen justitsminister, Matthew Whitaker, nu vil have, at jusitsministeriet skal undersøge, om han selv er inhabil i sagen.