Melania Trump bliver ene om at repræsentere præsidentfamilien ved lørdagens bisættelse af Barbara Bush.

Washington. Når den tidligere amerikanske førstedame Barbara Bush lørdag bisættes i Houston, bliver det uden deltagelse af præsident Donald Trump.

- For at undgå forstyrrelser som følge af forhøjet sikkerhed og af respekt for Bush-familien og de venner, som deltager i begravelsen, vil præsident Trump ikke deltage, hedder det i en meddelelse fra det Hvide Hus.

Det skriver netmediet The Hill.

I stedet vil Trumps hustru, Melania, repræsentere præsidentfamilien.

At en siddende præsident holder sig væk fra en forhenværende førstedames sidste farvel er ikke usædvanligt.

John F. Kennedy var i 1962 ifølge NBC News den seneste præsident til at deltage i en tidligere præsidentfrues begravelse, da Eleanor Roosevelt blev bisat.

Efter en længere periode med sygdom sov Barbara Bush tirsdag ind i sit hjem i Houston. Hun blev 92 år.

Få dage tidligere oplyste en talsmand for familien, at Barbara Bush havde frabedt sig yderligere behandling. Hun ville i stedet fokusere på at få en så behagelig sidste tid som muligt.

Barbara Bush blev i 1945 gift med George H.W Bush, som fik en enkelt periode som præsident fra 1989 til 1993. Forinden havde han i to perioder været vicepræsident under Ronald Reagan.

Barbara Bushs søn George W. Bush var præsident i USA fra 2001 til 2009.

Donald Trump hyldede i et mindeord tidligere på ugen Barbara Bush for hendes loyalitet over for USA og hendes familie.

Han talte også varmt om hende på et pressemøde onsdag med den japanske premierminister, Shinzo Abe.

/ritzau/