I videoen herover diskuterer og analyserer Berlingske Donald Trumps første år som præsident. Herunder hans sejre, nederlag, udfordringer og muligheder.

Allerede under sin valgkamp lå Donald Trump i krig med store dele af den amerikanske presse, som han angreb for at sprede 'fake news' og føre smædekampagne mod ham, mens medierne anklager Trump for at udelukke dem og affyre personlige angreb på navngivne journalister.

Og krigen er bestemt ikke stilnet af, siden han blev valgt til præsident for USA. Søndag nåede den et nyt højdepunkt, da den internationale nyhedskanal CNN skrev et iskoldt svar til et af Donald rumps tweets.

'Fox News er langt vigtigere i USA end CNN, men udenfor USA er CNN International (CNN's internationale nyhedskanal, red.) stadig en stor kilde til (falske) nyheder, og de repræsenterer vores nation på en meget dårlig måde over for omverdenen. Resten af verden får ikke sandheden at vide af dem,' skrev Donald Trump på Twitter søndag.

LÆS OGSÅ: Seere blev stærkt irriterede på DR i aftes: Det kan I simpelthen ikke tillade jer!

CNN's iskolde svar understreger tydeligt, hvor dårligt forholdet mellem præsidenten og store dele af de amerikanske medier er blevet.

'Det er ikke CNN's job at repræsentere USA overfor omverdenen. Det er dit. Vores job er at rapportere nyhederne. #FactsFirst,' svarer CNN Communications - og tilføjer en æble-emoji, som er henvisning til deres nystartede 'Facts First'-kampagne.

Det nye lavmål i forholdet mellem præsidenten og CNN kommer i kølvandet på, at Donald Trump offentligt har udtalt, at han er modstander af en mulig fusion mellem USA's største teleselskab AT&T og Time Warner, som blandt andet ejer CNN.

Kort før sin indsættelse som præsident nægtede Donald Trump en journalist fra CNN at stille et spørgsmål under et pressemøde, og Trumps presserådgiver har overvejet at forbyde visse medier adgang til Det Hvide Hus. Det fik chefredaktør for Columbia Journalism Review, Kyle Pope, til at skrive et åbent brev til Trump på vegne af det amerikanske pressekorps, hvor han kritiserede den kommende præsidents ageren overfor medierne.

CNN er stærkt kritisk i sin dækning af Donald Trump, men enkelte af mediets værter er blevet kritiseret for at være gået over stregen. Det gælder blandt andre Reza Aslan, vis dokumentarserie 'Believer' blev fjernet fra sendefladen efter at Aslan kaldte Donald Trump, 'en skiderik' (piece of shit, red) på Twitter.

Også komikeren Kathy Griffin, som i adskillige år har været medvært på CNN's nytårsprogram, er nu fortid. CNN valgte at fyre hende fra den tjans, efter at komikeren på et foto holdt en model af et afhugget hoved, der ligner Donald Trumps, i sin hånd.