George Conway har gennem længere tid beskyldt USAs præsident Donald Trump for at lyve og for ikke at være i den mentale form, embedet kræver.

Og nu er der så nyt i fejden mellem de to, hvor ingen af parterne lægger fingre imellem.

George Conway er gift med Kellyanne Conway, der er en af præsidentens tre rådgivere - og onsdag svarede Trump igen på blandt andet en beskyldning om, at han lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Det skete - selvfølgelig fristes man til at sige - i en byge af opdateringer på præsidentens yndlingsmedie, Twitter.

'George Conway, ofte beskrevet som Hr. Kellyanne Conway af dem, der kender ham, er MEGET jaloux på sin kones succes og sur over, at jeg, ved hendes hjælp, ikke gav ham det job, han var desperat efter at få. Jeg kender ham knapt, men døm selv - en iskold taber og ægtemand fra helvede,' skrev Donald Trump blandt andet.

George Conway svarede ganske kort:

'Du. Er. Skør.'

I 2017 kom det frem, at George Conway gik efter et job i det amerikanske justitsministerium, men sidenhen trak sig fra ansøgerfeltet.

Heller ikke det kan to stridende herrer blive enige om. Trump insisterer nemlig på, at Conway blev afvist til jobbet.

»Præsidenten er åbenbart fast besluttet på at understrege den pointe, jeg er kommet med,« siger George Conway til Reuters - og henviste dermed til beskyldningerne om Trumps helbred.

Det hører ikke til almindelighederne, at ægtefællen til en ansat i Det Hvide Hus lægger sig ud med præsidenten offentligt.

Kellyanne Conway understregede i øvrigt sidste år, at hun ikke er enig med sin mand i vurderingen af præsidenten og kaldte sågar hans ytringer for  'respektløse' over for hende.