Donald Trump skulle have brugt penge fra sin fond til at promovere sine hoteller og købe personlige ting.

USA's præsident, Donald Trump, er blevet pålagt at betale to millioner dollar i et forlig for at have brugt penge fra sin tidligere fond på at fremme egne politiske interesser.

Det har højesteret i New York afgjort natten til fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Justitsminister i delstaten New York, Letitia James, lagde i juni sidste år sag an mod Donald Trumps tidligere fond, Trump Foundation.

Hun anklagede fonden for "ulovlig ageren", herunder en uretmæssig koordination med Trumps præsidentkampagne i 2016.

Trump gik dengang med til at lukke sin fond, men det fjernede ikke søgsmålet.

Ifølge søgsmålet skulle Trump have brugt penge fra fonden til at indgå forlig i retssager, promovere sine egne hoteller og til eget forbrug, herunder et portræt af ham selv, der hænger i en af hans golfklubber.

Pengene, der svarer til 13,6 millioner kroner, går til en række ngo'er, som højesteretsdommeren har valgt ud.

Trump reagerede kraftigt på dommen.

- Jeg er den eneste, jeg kender, måske den eneste i verdenshistorien, der kan donere mange penge (19 millioner dollar) til velgørenhed, uden at tage nogen betaling, og blive angrebet af politikere i staten New York.

- Der er ikke noget at sige til, at folk flytter ud, skriver præsidenten i en pressemeddelelse på Twitter.

Letitia James kalder afgørelsen en vigtig sejr.

- Det er en stor sejr i vores kamp for at sikre fondspenge og holde dem, der udnytter fonde for egen vinding, ansvarlige, siger hun i en pressemeddelelse ifølge AFP.

Trump mener derimod, at der er tale om fire års politisk chikane mod ham.

/ritzau/