Rigmanden Elon Musk og det amerikanske børstilsyn, SEC, er havnet i en længere fejde – og nu har Musk lidt et nederlag i striden.

En føderal dommer har nemlig beordret, at Elon skal lade sig afhøre om sit køb af X, det tidligere Twitter.

Det skriver NBC News.

Fejden mellem parterne har været intakt siden september.

Lige siden har SEC villet afhøre Elon Musk om hans køb af X. SEC undersøger, om Musk har fulgt loven, da han indgav papirarbejde om sine køb af Twitter-aktier, og om hans udsagn i forbindelse med handlen var vildledende.

SEC har hævdet, at Musk ikke har villet lade sig afhøre. Omvendt mener Musk, at han har givet forklaringer to gange, hvorfor han nu beskylder SEC for chikane.

Men det har dommer Laura Beeler afvist.

Hun siger, at SEC som myndighed har ret til at søge relevante oplysninger i sagen.

Elon Musk har nu fået en uge til at gå med til tid og sted for afhøringen. Kan parterne ikke nå til enighed, vil en dommer sørge for det.

Tilsynet har ikke konkluderet, at nogen har overtrådt loven i forbindelse med X-købet.

Det er altså det, man vil undersøge. Du kan læse mere om sagen her.