Trump vil ikke lade migranter søge asyl, hvis de er indrejst ulovligt. Men dommer sætter stopper for planen.

En føderal dommer i USA blokerer midlertidigt for præsident Donald Trumps ordre om at afvise asylansøgere, der er kommet ulovligt ind i landet.

Den amerikanske dommer Jon Tigar fra San Francisco har midlertidigt sat præsidentens ordre om at afvise asylansøgere, som ulovligt krydser grænsen til USA ved Mexico, i bero.

Dommerens ordre træder i kraft med det samme og gælder mindst ind til 19. december, hvor dommeren har planlagt et retsmøde. Her skal det vurderes, om der skal være et mere langvarigt forbud.

I sin afgørelse siger Tigar, at Kongressen har gjort det klart, at immigranter kan ansøge om asyl, uanset hvordan de er kommet ind i landet. Dommeren kalder samtidig de nye regler for en "ekstrem afvigelse" fra tidligere praksis.

- Uagtet rækkevidden af præsidentens autoritet må han ikke omskrive lovene for immigration for at fremtvinge en tilstand, som Kongressen tydeligt har forbudt, skriver dommeren.

Han imødekommer dermed en forespørgsel fra menneskerettighedsaktivister, som lagde sag an kort efter Trumps ordre.

Trumps plan, om at man ikke skal kunne søge asyl, hvis man er indrejst ulovligt, er kommet, efter at en karavane af migranter er kommet op gennem Mexico til den amerikanske grænse.

Præsidentens sekretariat har argumenteret for, at præsidenten kan bruge den udøvende magt til at begrænse indvandring af hensyn til nationens sikkerhed.

I sidste uge ankom migranter fra karavanen til byen Tijuana på den mexicanske side ved USA-grænsen.

Her er de imidlertid heller ikke blevet budt velkommen. Byens indbyggere har været på gaden med et tydeligt budskab til migranterne: "Forsvind!"

Foruden ordren om at forhindre migranter i at søge asyl har Trump sendt flere end 5000 soldater til den 3100 kilometer lange grænse til Mexico for at styrke sikringen af grænsen.

/ritzau/Reuters