Over 800.000 mennesker har gennem årene været omfattet af Daca, som blandt andet beskytter mod udvisning.

En føderal dommer har beordret den omstridte amerikanske migrantordning Daca genindført.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ordningen blev oprindelig indført af daværende præsident Barack Obama i 2012.

Den beskytter tusindvis af indvandrere, der bor ulovligt i USA efter at være ankommet som børn, mod udvisning.

Samtidig giver den arbejdstilladelser til dem, der er omfattet af ordningen.

Højesteret blokerede i 2017 for et forsøg fra præsident Donald Trump på at få fjernet ordningen.

Men Trump-administrationen har alligevel opretholdt en linje, hvor nye ansøgninger om at blive omfattet af Daca er blevet afvist.

Det er den amerikanske distriktsdommer i New York-bydelen Brooklyn Nicholas Garaufis, som nu beordrer, at regeringen genopretter ordningen.

Garaufis beder ministeriet for indenlandsk sikkerhed om at offentliggøre en meddelelse om ordningen på en "fremtrædende" plads på sine hjemmesider mandag.

Af meddelelsen skal det fremgå, at man tager imod nye ansøgninger.

Dommeren beder også om, at arbejdstilladelser skal gælde to år og ikke et år, som det ellers blev meldt ud fra ministeriet i en bekendtgørelse i juli.

Det er netop den bekendtgørelse fra fungerende minister for indenlandsk sikkerhed Chad Wolf, som dommerens afgørelse tilsidesætter.

Ifølge New York Times har over 800.000 mennesker været omfattet af ordningen gennem årene. De har fået tilnavnet "Dreamers".

De advokater, som har arbejdet for at få ordningen genindført, anslår ifølge avisen, at op mod 300.000 nye ansøgere potentielt kan være omfattet af Daca-ordningen.

Den kommende præsident, Joe Biden, har lovet helt at genskabe Daca-ordningen, når han i januar begynder sin præsidenttid.

Organisationen National Immigration Law Center har været med til at føre sagen ved distriktsdomstolen og skriver på Twitter:

- Dette er en dag, vi bør fejre. Vi ser frem til at arbejde sammen med den kommende Biden-administration for at skabe en permanent løsning for unge immigranter og lokalsamfundene.

En permanent løsning kan dog ifølge New York Times have lange udsigter

Der er fortsat andre juridiske sager i forbindelse med ordningen - blandt andet ved en føderal domstol i Texas, hvor delstatens justitsminister har bedt en dommer erklære Daca-ordningen ulovlig.

Daca står for "Deferred Action for Childhood Arrivals" (udskudt handling for ankomne børn, red.).

/ritzau/