Efter mere end ni måneders retshøring er der blevet sat et punktum i den største retssag i moderne fransk historie.

Salah Abdeslam, som er den hovedmistænkte i retssagen, er blevet fundet skyldig i anklager om drab i forbindelse med terrorangrebene i Paris 13. november 2015, hvor 130 mennesker døde.

Det samme er 19 ud af de 20 tiltalte. Det fortæller rettens retspræsident Jean-Louis Périès ifølge France 24.

Salah Abdeslam var det eneste overlevende medlem af gruppen Islamisk Stats jihadister, der bragte terror til den franske hovedstad.

Han er nu blevet idømt livsvarigt fængsel på 30 år for drab, drabsforsøg og relation til en terrororganisation. Uden mulighed for prøveløsladelse. Det skriver AFP.

Det er Frankrigs hårdeste straf. Den dom er kun givet fire gange siden 1994.

Angrebene fandt sted på flere barer og cafeer, fodboldstadionet Stade de France og spillestedet Bataclan.

Den i dag 32-årige Abdeslam tog under angrebet sit selvmordsbælte af og flygtede tilbage til Bruxelles, hvor mange af ekstremisterne kom fra.

Han har fortalt i retten, at det gik op for ham, at han ikke ønskede at slå mennesker ihjel.

En påstand som anklagemyndigheden afviser. For ifølge dem skyldtes det, at hans våben ikke fungerede, og at han altså havde til hensigt at dræbe lige så mange som de øvrige i gruppen.

Sagen er blevet efterforsket i en række lande, og der er over en million stykker papir i sagsakterne.

B.T. følger sagen.