En 61-årig kvinde i Rusland er blevet idømt to års betinget fængsel for at have lagt en seddel på den grav, hvor Putins mor og far ligger begravet.

Det skriver det russiske statsejede nyhedsbureau RIA.

Det var nemlig ikke nogen kærlig besked, kvinden efterlod.

»Forældre til en galning, tag ham med til dit sted, han forårsager så meget smerte og problemer, hele verden beder for hans død. Død over Putin, I opdrog en freak og en morder,« stod der på sedlen ifølge det russiske medie Meduza.

Kvinden var anklaget for at vanære et gravsted motiveret af politisk had, skriver RIA.

Kvinden, som er enke, erkender at have lagt sedlen, men afviser, at det skulle være en hadefuld handling.

»Jeg har to voksne børn og seks unge børnebørn. Jeg interesserer mig ikke for politik og har aldrig gjort det,« skulle hun have sagt ifølge Rotonda Media, der publicerer nyheder på den krypterede tjeneste Telegram.