Den 25-årige kvinde Emma Czornobaj stoppede for fire år siden sin bil på motorvejen, for at agere redningsmand for en hjælpeløs gruppe ællinger, der havde forvildet sig ud på vejen.

Uheldigvis kørte en motorcykel ind i den unge kvindes parkede bil på motorvejen og to personer omkom. Fredag blev Emma Czornobaj kendt skyldig i uagtsomt manddrab. Det skriver den canadiske avis Montreal Gazette.

Den tragiske ulykke skete på en motorvej udenfor Montreal i Canada i juni 2010. En mand på 50 år og hans datter på 16 år omkom, da de på faderens Harley-Davidson motorcykel kolliderede med den parkede bil.

Emma Czornobaj havde parkeret i venstre vejbane på motorvejen, fordi hun så en gruppe ællinger midt på motorvejen og ville hjælpe dem i sikkerhed.

Den afdøde mands kone og mor til den afdøde pige vidnede fredag i retten, skriver Montreal Gazette. Hun gav ifølge avisen udtryk for, at hun ikke syntes, at den 25-årige kvinde skulle straffes. Alligevel valgte retten altså et kende Emma Czornobaj skyldig i manddrab, men strafudmålingen har endnu ikke fundet sted.