Han er en af Storbritanniens førende krokodilleeksperter, der både har haft programmer på BBC og National Geographic.

Men ved siden af har han så levet et hemmeligt liv.

Den 51 årige zoolog, Adam Britton, erkendte sig mandag skyldig i 56 anklager om bestialitet. der involverer voldtægt, tortur og drab af hunde. 

Det skriver Sky News.

Han har optrådt blandt andet på BBC som krokodilleekspert, men nu har Adam Britton erkendt sig skyldig i mishandling og drab på dyr. 
Han har optrådt blandt andet på BBC som krokodilleekspert, men nu har Adam Britton erkendt sig skyldig i mishandling og drab på dyr.  Foto: Richard Grande/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Retssagen finder sted i Darwin i Australien, hvor Britton bor.

Han erkendte, at han havde tortureret og misbrugt flere end 42 hunde seksuelt, indtil hans anholdelse i april 2022.

Britton erklærede sig også skyldig i fire anklager om adgang til og deling af materiale med børnemishandling.

Dommeren ved højesteret i Northern Territory sagde, at handlingerne, der blandt andet førte til 39 hundes død »kun kan beskrives som grotesk grusomhed.«

Han opfordrede medlemmer af offentligheden, sikkerhedspersonale og journalister til at forlade retten, mens de detaljerede anklager blev læst op.

»Disse anklager indeholder materiale, der kan beskrives som groteske, perverse og grufulde handlinger, som efter min mening har potentiale til at forårsage et chok,« sagde han.

Britton forklarede i retten, at han havde en »sadistisk seksuel interesse« i dyr. Især i hunde.

Udover sine egne hunde, mishandlede han nogle, som han narrede fra intetanende ejere i Darwin-området ved at ynde sig ind på dem. 

Anklagemyndigheden fortalte, at Britton på sin grund havde en skibscontainer stående. I den torturerede han hundene, og filmede det hele.

Under pseudonymer delte han så billeder og film af sig selv, hvor han misbrugte hundene.

I en besked i et forum på nettet skrev han blandt andet.

»Jeg havde fortrængt det. I de sidste par år slap jeg det ud igen, og nu kan jeg ikke stoppe. Det vil jeg ikke.«

Det var en video fra et af disse fora, der endte hos politiet, der kunne skride til anholdelse.

Britton arbejde ved anholdelsen som seniorforsker ved Charles Darwin University.

Den 13. december vil han modtage sin strafudmåling.